De største pensionsselskaber holder hemmeligt, hvilke spilleregler de følger, når de bruger detektiver til at overvåge danskere, som de mistænker for at svindle.
Det betyder, at man ikke kan se, hvad der ifølge selskaberne skal til, før de sætter en overvågning i gang. Det er også skjult, hvilken uddannelse detektiver, der overvåger kunder skal have, og hvordan detektiverne skal bære sig ad med at være objektive.
Forsikring- og pensionsselskaber fik et etisk kodeks tilbage i juni 2020.
Kodekset blev lavet efter, at DR afslørede, hvordan flere syge blev overvåget for at se, om de var blevet raske og ikke længere havde ret til erstatning.
DR har efterfølgende spurgt de fem største pensionsselskaber, hvordan de har nedfældet reglerne, så de følger kodekset fra deres brancheorganisation.
PFA, Velliv, AP Pension og Danica Pension oplyser, at de følger kodekset, men afviser at fortælle hvordan. Dog oplyser Danica Pension på seks linjer, at de tager hensyn til kunders privatliv, og at deres detektiver skal have en politiuddannelse.
Pension Danmark bruger ikke overvågning.
Rie Seliger Carlsen har oplevet at blive overvåget seks dage, fordi hendes pensionsselskab mistænkte, at hun snød sig syg efter en trafikulykke.
Hun vandt sagen i Ankenævn for Forsikring, der nåede frem til, at hun havde ret til erstatning efter piskesmæld.
I dag er hun ærgerlig over, at pensionsselskaber skjuler deres regler.
- Jeg er ked af, at de ikke vil vise, hvad de foretager sig. Det er jeg dybt skuffet over. Da der kom et kodeks, havde jeg et lille håb om, at forholdene ville blive bedre, men det er overhovedet ikke lykkes, siger hun.
Branche: Bedst med hemmelige forretningsgange
Advokat Marianne Fruensgaard fra HjulmandKaptain er bekymret for, at kodekset ikke gør den store forskel. Når kunder ikke ved, hvordan selskaberne agerer, er det umuligt at kontrollere.
- Det er stadig fuldstændig uigennemskueligt, hvordan de overvåger. Det undrer mig, at selskaberne ikke vil fremvise deres retningslinjer. Måske har de ikke lavet dem endnu, siger hun.
Forsikring & Pension understreger, at selskaberne er opmærksomme på, at overvågning skal foregå etisk forsvarligt. Men forretningsgangene må være hemmelige.
- Hvis man fremlægger forretningsgange, så kommer man til at afsløre, hvordan man efterforsker svindel. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt. Det vil svindlerne kunne udnytte, siger Thomas Brenøe, vicedirektør i Forsikring & Pension.
Omkring 100 gange om året blev danskere ifølge Forsikring & Pension sidste år overvåget. Se hvordan Rie Seliger Carlsen blev overvåget den 5. december 2018.
Får detektiver bonus og har de en uddannelse?
DR har klart skrevet til selskaberne, at de ikke skal fremvise forretningsgange, der kan misbruges til svindel.
- Hvorfor er det et problem at fortælle om, hvilke kompetencer en detektiv skal have, der står for overvågning?
- Det vil jeg ikke umiddelbart opfatte som et problem, men det må de enkelte selskab svare på, siger vicedirektør Thomas Brenøe.
Hverken Danica Pension, Velliv, AP Pension eller PFA har dog ønsket at stille op til interview.
Som det eneste selskab oplyser Danica Pension, at personer, der aktivt arbejder med efterforskning hos dem, skal have en politiuddannelse.
Ida Grelk, som er advokat ved Store Torv Erstatningsadvokater er også bekymret for, at kunder ikke kan se, hvordan deres pensionsselskab bruger detektiver.
Får de for eksempel bonus for at finde beviser?
- Det er det vilde vesten. Selskaber hyrer observatører, der har stor interesse i et bestemt udfald. Vi har en retstilstand, hvor selskaber efterforsker egne sager, dømmer i egne sager, og der ikke er noget tilsyn med dem, siger hun.
Finanstilsyn undersøger ikke etisk kodeks om overvågning
Forsikring & Pension kan godt forstå, at selskaberne holder kortene tæt til kroppen for at undgå svindel. Men hvis Finanstilsynet kommer på besøg, viser selskaberne gerne retningslinjerne, oplyser Thomas Brenøe.
Finanstilsynet skriver dog til DR, at de slet ikke undersøger kodekset fra Forsikring & Pension.
- Dokumenterne er udarbejdet af pensionsbranchen og de enkelte forsikringsselskaber. Finanstilsynet fører ikke tilsyn med overholdelsen af disse privatretlige regelsæt og har ikke været involveret i udarbejdelsen af dem, skriver tilsynet til DR.
Forbrugerråd: Dommer burde sige ok til overvågning
Det er snart fire år siden, at Rie Seliger Carlsen blev overvåget. Selvom overvågningen for længst er slut, er hun stadig mistænksom og holder øje med om fremmede optager og filmer hende.
Rie Seliger Carlsen anerkender, at overvågning kan være nødvendigt for at stoppe svindel, men kontrollen er for ringe.
- Det gør mig bange, at selskaberne holder kortene så tæt på kroppen, siger hun og mener, at det burde være op til dommer at vurdere, om der var grundlag for at overvåge syge.
Samme holdning har Forbrugerrådet Tænk, som gerne så et forbud mod at selskaber brugte detektiver. I stedet ønsker Tænk, at det skulle være politiet, der objektivt efterforskede mistanke om svindel.