Perfekte forhold for skovflåter i år og næste år: 'Det her slår alle rekorder'

Forsker advarer om masser af skovflåter i år. Næste år bliver det endnu værre.

I år og næste år skal du skal være særligt opmærksom på skovflåter, når du har været i et skov- eller naturområde. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

Et ekstremt vådt 2017, et virkelig tørt 2018, en mild vinter i år og flere rådyr og mus.

Den cocktail har skabt helt perfekte forhold for de frygtede skovflåter i år og næste år.

Når et regnfuldt år efterfølges af et tørt år, udløser det et såkaldt oldenår, forklarer Iben Margrete Thomsen, seniorrådgiver på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Skovflåter kan være farlige, men er det ikke i de fleste tilfælde. (Foto: Tubas Løkkegaard © ©Tubas2011)

- Vi havde et oldenår i 2019. Det betyder, at bøgetræerne i Danmark satte en masse frø. De frø giver føde til en masse mus, og fordi vinteren i år var meget mild, overlevede rigtig mange mus. Mus er de første værter for små skovflåter, siger hun.

Det betyder, at de danske skove og andre naturområder allerede nu er fyldt med små skovflåter. Næste år har de vokset sig endnu større.

- Så vil de typisk gå på større pattedyr - typisk hjorte, mennesker og hunde. Så allerede i år vil man se mange små skovflåter, og næste år vil der være rigtig, rigtig mange store skovflåter, som man risikerer at blive bidt af, siger Iben Margrete Thomsen.

Slår alle rekorder

Hun har i sine mere end 30 år i dansk skovbrug aldrig oplevet noget lignende.

- Det er det største oldenår, jeg har oplevet. I midten af 90'erne og i 2002 var der også rimeligt store oldenår, men det her slår alle rekorder, siger forskeren.

I løbet af de senere år er der kommet mere og mere råvildt og kronvildt til Danmark - især i Jylland. Det skaber gode forhold for skovflåter, fordi de kan suge blod fra rådyrene.

Iben Margrete Thomsen opfordrer folk til at være meget opmærksomme, når de over sommeren besøger skov- og naturområder. Få tjekket dig selv og dine børn - og fjern skovflåten med det samme.

Gør du det rigtigt? Sådan fjerner du nemt en flåt:

Tidligere på ugen blev det besluttet at lukke en naturlegeplads efter et nyt fund af det farlige TBE-virus i skovflåter.

TBE-virus er frygtet, fordi en tredjedel af de smittede udvikler neurologiske komplikationer, for eksempel hjernebetændelse.

Ved mere end 98 procent af alle flåtbid er der ingen overførsel af smitte, og man bliver ikke syg.

Rettelse: Det fremgik tidligere af Iben Margrete Thomsens udtalelser, at 2006 var et oldenår. Men det er 2002.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk