Perlerække af kendte truer Nets, Aller og dømte med erstatningskrav

Fem af de tiltalte i Se og Hør-sagen er blevet dømt.

Advokaten for blandt andre Frederik Fetterlein, Saseline Sørensen, Iben Hjejle og Mads Mikkelsen overvejer at rejse erstatningskrav efter dagens dom i Se og Hør-sagen. (Foto: SCANPIX)

I dag blev der sat et foreløbigt punktum i retsopgøret om Se og Hørs overvågning af kendte og kongeliges kreditkort, da fem ud af seks tiltalte i sagen blev dømt.

Men her slutter sagen ikke helt.

Flere end tyve offentligt kendte personer er repræsenteret af advokat Brian Werner-Larsen, der har fulgt sagen i Retten i Glostrup tæt.

I lyset af dagens domme vil han nu i samråd med sine klienter overveje, om der skal rejses erstatningskrav både mod de fem, der blev dømt i dag, men også mod Aller Media, Nets og de to tidligere Se og Hør-ansatte, der blev dømt i første del af retsopgøret.

- Man kan fremsætte krav på baggrund af den krænkelse, mine klienter hver især har lidt, siger han og fortsætter:

- Og det vil være min indstilling nu, at der rejses krav.

Anklager ville ikke udlevere sagsakter

Brian Werner-Larsen har endnu ikke haft adgang til sagsakterne i det netop afsluttede retsopgør. Ifølge ham skyldes det, at anklagemyndigheden har afvist at udlevere akterne.

Derfor har Brian Werner-Larsen retsdag efter retsdag indtaget den yderste plads ved advokaternes langbord for at få overblik over, hvor omfattende overvågning hans klienter har været udsat for.

Han håber nu på at modtage sagsakterne inden jul, og derefter vil det i løbet af to til tre uger blive afgjort, om der bliver rejst erstatningskrav.

Han forsøgte allerede tidligere i retssagen at fremsætte erstatningskrav mod de seks tiltalte på 300.000 kroner for hver af de personer, han repræsenterer.

Iblandt dem tæller blandt andre skuespillerne Iben Hjejle og Mads Mikkelsen, den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein, komikeren Casper Christensen og sangerinden Saseline Sørensen.

Dommeren afviste dog at lade erstatningskravet på i alt 5,1 millioner kroner indgå i retssagen.

Nu vil kravet blive justeret i forhold til, hvor grove krænkelser hver enkelt af Brian Werner-Larsens klienter har været udsat for. Men udgangspunktet vil ligge på 300.000 kroner.

Derudover kan der ifølge advokaten blive rejst krav mod tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov Jakobsen, der blev dømt for deres rolle i sagen tilbage i august.

Overvejer krav mod Nets og Aller

- Og så kan der ligge en betydelig forhøjelse i forhold til dem, der har tjent penge på denne bedrift, altså Aller Media, siger Brian Werner-Larsen.

Aller Media blev i første del af retsopgøret dømt til at betale 10 millioner kroner i bøde.

Derudover er der altså en anden stor aktør, som advokaten vil skele til.

Det var nemlig i PBS/Nets' databaser, at tys-tys-kilden Peter Bo Henriksen fremskaffede kreditkortoplysninger om de kendte og kongelige gennem flere år.

Det gjorde han blandt andet ved at nulstille kollegers adgangskoder, hvorved han fik adgang til systemer, han ellers ikke ville kunne tilgå.

- Det er så spørgmålet, om Nets har overholdt foreskrifterne og haft tilstrækkeligt tilsyn med deres ansatte og forretningsgange, eller om man kan sige, at de også har et ansvar, siger Brian Werner-Larsen.

Nets oplyser til DR Nyheder, at man ikke har nogen kommentarer til den mulige erstatningssag. Aller Media meldte tidligere i dag meldte ud, at man ikke vil kommentere rettens afgørelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk