Pernille passer pandaerne: 'Jeg vil aldrig komme ind til dem'

Dyrepasser Pernille Andersen har allerede brugt mange timer hos de to pandaer, som har klaret flytningen overraskende godt.

Pernille Andersen er en af de dyrepassere, der kommer rigtig tæt på de to nye pandaer i Købehavn Zoo. I hvert fald så tæt på, som mennesker nu kommer på de to sort/hvide bjørne.

Dyrepasserne kommer nemlig aldrig til at gå ind i anlægget til dem.

- Der vil altid være tremmer mellem os. Det er et rovdyr, og så er det ligesom med alle andre rovdyr i Zoo; der er sikkerhedsregler. Der er faktisk heller ikke nogen grund til, at vi skulle gå ind til dem, for vi kan lave alle de samme ting med dem med tremmer mellem os, fortæller Pernille.

I fagsprog hedder det 'beskyttet kontakt', og det har pandapasserne haft masser af de første dage med Mao Sun og Xing Er, som pandaerne hedder. Dyr og dyrepassere er nemlig i fuld gang med at lære hinanden at kende.

- Der er stadig mange ting, vi skal lære omkring dem. Vi føler, de er trygge ved os, men de skal lige lære vores stemmer at kende. Og så skal de selvfølgelig lige vænne sig helt til de nye lyde og lugte, fortæller pandapasseren.

Pernille var med i Kina for at hente de to pandaer med hjem. Og hun fortæller, at flyveturen gik stille og roligt for dyrene.

- De har spist og skidt, som de skulle efterfølgende, så det har vist os, at de ikke var for pressede. Og vi kan mærke, at de er trygge ved deres nye omgivelser, fordi de spiser, forklarer hun.

Der var på forhånd stor bekymring for, om de potentielt kræsne pandaer ville spise dansk bambus, fordi de er meget selektive i deres smag og kun spiser den sort, de har smag for på dagen.

- Men efter et kvarter i sine nye omgivelser, sad hunpandaen Mao Sun og gnaskede dansk bambus og skubbede den kinesiske væk, fortæller Pernille, som blev hos pandaerne et par timer efter ankomsten til Danmark.

- Vi gav dem mad og vand, men efter lidt tid forlod vi dem og lod dem få ro. De var alene om natten, for det ville have stresset dem mere, hvis vi blev og kiggede på dem.

Det er altså gået over al forventning, og når Pernille Andersen skal beskrive den største udfordring for Zoo lige nu, så er hun nødt til at gå helt ned i detaljen.

- De kan ikke lide danske æbler, de er åbenbart for sure. Nu har vi prøvet at give dem Pink Lady, som er de sødeste æbler, vi kunne finde. De er stadig ikke helt overbeviste om, at de smager godt, men de glider bedre ned end de danske, smiler pandapasseren og slår fast, at det ikke er af ret stor betydning, fordi æbler kun er noget, dyrepasserne bruger som belønning og til træning.

Pernille var med i Kina for at hente de to pandaer hjem til København. Her træner hun med Xing Er før afgangen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Pernille Andersen har altid villet være dyrepasser. Beviset står sort på hvidt i vennebøgerne fra skoletiden.

Hun kommer fra et hjem med hund, men det var også dét på kæledyrsfronten. De øvrige dyreoplevelser fandt hun i naturen. Hun har nemlig altid været vild med at være udenfor. Og hvis der var et dyr i nød, ville Pernille altid gerne hjælpe.

- Jeg elskede at finde pindsvin og tage dem med hjem. Også selvom de var kørt over og måske endda var helt flade. For tænk nu, hvis der var en lille chance for, at de kunne overleve. Det skulle jeg lige være helt sikker på, før jeg gav op, fortæller 31-årige Pernille Andersen med et smil.

Drømmejob med drømmeopgave

Som forudset i vennebøgerne blev Pernille uddannet dyrepasser. Hun tog grundforløbet og flyttede til Sverige for at få en elevplads og efterfølgende til England, hvor hun var med til at træne elefanter i Chester Zoo.

I 2008 fik hun mulighed for at komme tilbage til København og passe beboerne i Zoos nye elefanthus.

Nu bliver de tonstunge kæmper altså skiftet ud med et par mindre, mere bløde og ikke mindst meget mere berømte væsner, som Danmark fået til låns fra Kina.

- Det er en stor ting for mig. Og man kan godt sige, at det er et drømmejob på den måde, at dyrepasser er mit drømmejob, og nu får det et boost, fordi jeg kan prøve at arbejde med pandaer, forklarer hun.

Pernille havde ikke regnet med at få muligheden for at arbejde med pandaer, da hun tog sin uddannelse, så da chancen kom, greb hun den. Hun søgte jobbet som pandapasser for at prøve noget andet.

- Jeg følte, at jeg havde prøvet en masse sammen med elefanterne. Jeg har været med til at starte en ny flok, og de har fået unger, så man kan godt sige, at jeg kender dem og deres særheder rigtig godt.

Under uddannelsen til dyrepasser, som tog tre år og ni måneder, da Pernille blev uddannet for 11 år siden, vælger man et speciale. Pernille var meget interesseret i træning af dyr, og det var det, der sendte hende i snablerne på de tonstunge kæmper, hun har arbejdet med stort set lige siden.

Pernille Andersen (forrest), Rasmus Pedersen og Nadja Søndergaard har én opgave fra starten af april, og det er at få pandaerne til at falde til og trives i deres nye hjem i København Zoo de næste 15 år. (Foto: Neel Andreasen © Copenhagen Zoo)

Hun har været et smut forbi aberne i et vikariat, men selvom det er blevet til omkring ti år med elefanter, føler hun ikke, at hun er færdig med de store dyr, der kan blive helt op mod 70 år gamle.

- Der sker hele tiden noget med de dyr, man passer. De udvikler sig, og der kommer hele tiden ny forskning, der gør, at man kan udvikle sit arbejde med dem. Bare det at ordne negle på en elefant er en videnskab, som man hele tiden kan lære nyt om, forklarer hun.

Snakker til dyrene

Der er dem, der siger, at Pernille rent faktisk kender elefanterne så godt, at hun kan snakke med dem, men det mener den kommende panda-passer ikke selv.

- Jeg føler ikke, at jeg snakker med dyrene, for jeg får ikke et svar tilbage, griner hun og uddyber:

- Jeg snakker til dem, når jeg træner dem. Det er helt naturligt for mig. Jeg tror også på, at det er med til at holde dem opmærksomme på, at jeg er her. Hvis jeg er lidt bedre til at kalde elefanterne til mig end andre, så tror jeg bare, det handler om, at de kender min stemme, og derfor reagerer de, siger hun med et smil.

Dermed afviser Pernille Andersen selv enhver hokuspokus og tanker om, at hun skulle være dyrehvisker. Den 31-årige dyrepasser mener nemlig på ingen måde, at man kan sammenligne det at arbejde med dyr med at arbejde med mennesker.

- Jeg kommer tæt på dyrene, fordi jeg går op af dem hver dag, og jeg får et forhold til dem, men ikke som et menneskeligt forhold. Det er vigtigt for mig, at dyrene skal være sig selv og have en naturlig adfærd. Hvis man menneskeliggør dyr, mister de noget i deres adfærd. Man kan sige det sådan, at det er mit behov at klø dem bag ørerne, det er ikke dyrenes behov, forklarer hun.

Mao Sun er lige til at kramme, men hun er et dyr, ovenikøbet et rovdyr, og derfor skal behandles som et dyr, slår Pernille fast. (Foto: Zhang Zhihe © København Zoo)

Det er da heller ikke, fordi en panda er en "nuttet og blød lille bamsebjørn", at Pernille har valgt at gribe muligheden for at arbejde med pandaer.

- Der er ingen tvivl om, at de er søde, men for mig er det et dyr, jeg skal arbejde med. Og det har jeg ikke valgt, fordi de er søde. For mig er de fascinerede. Der er noget specielt over dem, og de er helt deres egne, siger Pernille Andersen med henvisning til blandt andet deres selektive smag overfor bambussorter.

En anden udfordring for de 18 zoologiske haver, der har pandaer verden over - Danmark bliver nummer 19 - er, at de er svære at få til at yngle i fangeskab.

I naturen lever pandaer alene langt de fleste dage på et år. Faktisk er hunnerne kun i brunst tre-fire dage om året, og det er kun her, en pandahan og en pandahun går sammen. Dermed skal pandapasserne være på dupperne for at spotte, hvornår det er tid til at sætte dyrene sammen.

Netop for at forsøge at lære pandabjørnen at kende har Pernille sammen med to kolleger fra Zoo været sammenlagt ni uger i Kina i en såkaldt panda-praktik. Her har de tre pandapassere blandt andet arbejdet med de små pandaer, ligesom de har set inseminering af pandaer, og de havde håbet, de skulle overvære en naturlig parring.

Det nåede de ikke, ligesom de ikke fik helt den tid, de ønskede sig med deres to nye beboere Mao Sun og Xing Er.

Det var faktisk først den sidste uges tid op mod afgangen mod Danmark, Pernille og hendes panda-kollega Rasmus nåede at arbejde med de to danske pandaer. Det er ikke optimalt i forhold til at lære dyrene at kende, men sådan er arbejdsforholdene i panda-land.

Det ved Pernille om nogen. Hun var med i Kina første gang i 2015. Dengang troede alle, at det ville tage et års tid, før der skete noget. Fire år efter har hun efterhånden lært, at man skal have tålmodighed, når man skal arbejde med pandaer.

- Kineserne har nogle lidt andre måder at gøre tingene på, og det er vi nødt til at efterkomme. Der var nogle karantæneregler, som vi blandt andet måtte overholde, og det gjorde, at vi ikke sådan kunne møde de to pandaer, fortæller Pernille Andersen.

Nu er hun dog helt klar til at kaste sig ud i den store opgave. For hende og de to andre i "bjørnebanden" er det nemlig først nu, arbejdet for alvor begynder.

De er allerede i gang og er så småt ved at lære pandaernes træk at kende. For dyrepassere, der skal tage sig af nye dyr, er det eksempelvis godt hurtigt at finde ud af, hvordan de reagerer, når de bliver pressede. Og det har de allerede ret godt styr på med Mao Sun og Xing Er.

- Hun er mere nervøs og bliver hurtigere utryg end ham, men hun er god til at give udtryk for det, og det er godt, for så ved vi, hvad vi skal være opmærksomme på. Hun piber lidt, når hun ikke er tryg, fortæller Pernille.

- Han bliver til gengæld hurtig i sin adfærd, når han bliver utryg. Så farer han lidt rundt.

Netop fordi Mao Sun er mere nervøs end Xing Er, skal hun bruge længere tid på gradvist at vænne sig til udeanlægget. Og mens hannen ikke var længe om at kravle op på en særlig platform, pandaerne har i deres udeområde, ventede hun et par dage med at komme op i de danske luftlag.

Træerne, hvor pandaerne rent faktisk kan se hinanden - hvis de begge er deroppe på samme tid, har de til gengæld ikke været oppe at klatre i endnu.

- Det er meget normalt, fordi de er i gang med at lære noget nyt at kende. Og når de bliver utrygge over noget, vil de søge ind i det område, de kender bedst. Og hvis de er oppe i træerne, er der langt ind, forklarer Pernille Andersen.

En af de tre pandapassere skal være på arbejde hele tiden, ligesom der er to kinesiske dyrepassere med de første to år af aftalen, men det afskrækker ikke Pernille eller de øvrige i den københavnske zoo, at det er lånedyr, de nu skal tage sig af.

- Det er jo en arbejdsopgave som enhver anden, men det er klart, at vi kommer til at lægge noget ekstra energi i det. Det er dog ikke, fordi det er pandaer, det er bare fordi, at det gør man jo, når det er noget nyt, vi skal have op at køre. Sådan var det også med det nye elefanthus, og da vi ventede en elefantunge, fortæller pandapasseren.

Og om København Zoo på sigt kan give Kina en gave tilbage i form af pandaunger, håber hun på.

- Det vil betyde rigtig meget, for det vil indikere, at vi er lykkedes med det, vi gerne vil - med pasning og med at bygge et anlæg, der fungerer, siger Pernille Andersen.

Gæster i København Zoo kan opleve pandaerne fra torsdag d. 11. april klokken 9.

Facebook
Twitter