Tema Medicinsk cannabis

Pernille Vermund: Cannabisolie gav min mor en sidste god sommer

Formanden for partiet Nye Borgerlige skal vidne i sagen mod "Moffe", der har solgt store mængder ulovligt cannabisolie.

I 2016 var Pernille Vermunds mor så påvirket af sin sygdom Huntingtons Chorea, at familien besluttede, at de ville prøve cannabisolie af. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I 2016 købte Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, første gang ulovligt cannabisolie af mureren Claus "Moffe" Nielsen, der sammen med sin hustru og tre andre medhjælpere er tiltalt for at have solgt store mængder ulovligt cannabisolie.

På det tidspunkt var Pernille Vermunds mor så påvirket af sin sygdom Huntingtons Chorea, der gav moderen ufrivillige voldsomme bevægelser og udbrud.

På det tidspunkt boede moderen stadig sammen med sin mand i deres fælles hjem.

- Både for min mor og far og resten af familien var det et stort ønske, at hun kunne få lov at være hjemme, og de kunne få lov at være en samlet familie så længe som muligt, siger Pernille Vermund og fortsætter:

Hvis jeg havde en døende mor eller far i min bil og skulle på hospitalet, så ville jeg køre hurtigere, end hvad loven tillader.

Pernille Vermund

- Man bliver næsten desperat for at finde midler til at dæmpe de her symptomer på sygdommen.

Hver ekstra dag tæller

Det var på det tidspunkt, at Pernille Vermund og resten af familien besluttede sig for at prøve cannabisolie af og købe den udenom det offentlige system.

- Det er en sygdom, hun dør af på et tidspunkt, og når man har kort tid tilbage at leve i, så betyder hver en ekstra dag, hver en ekstra måned, hver en ekstra sommer rigtig, rigtig meget. Cannabisolien gjorde, at de havde den sidste gode sommer sammen, som de faktisk fik, fordi hendes ufrivillige lyde og bevægelser kom i ro, siger hun, siger Pernille Vermund.

Pernille Vermund og resten af familien var helt klar over, at det ikke var lovligt at købe cannabisolien udenom det offentlige, men forklarer, at man indimellem kommer i situationer, hvor man kommer til at handle i nødværge.

- Hvis jeg havde en døende mor eller far i min bil og skulle på hospitalet, så ville jeg køre hurtigere, end hvad loven tillader, siger hun.

Men tænker du ikke, at der er en grund til, at det er ulovligt?

- Jeg tænker, at grunden er, at politikerne blander sig for meget i, hvordan vi lever vores liv i Danmark. Og lige på det her område kan man jo se, når man sammenligner os med andre lande, at vores politikere er langt mere restriktive end andre steder.

Skal vi ikke værne om et system, der tester og lovliggør lægemidler?

- Der er ikke nogen andre, der lider skade af, at hun prøver at se, om cannabisolie virker på hendes sygdom. Og det er det, der gør, at det her er anderledes, end hvad vi ellers går rundt og lovgiver om.

Vidne i sagen mod "Moffe"

Mureren Claus "Moffe" Nielsen" har i dag i retten langt hen ad vejen erkendt at have købt store mængder marihuana og produceret cannabisolie til folk. Men han afviser at have overtrådt narkotikalovgivningen, fordi formålet var at fremstille medicinsk cannabis.

Jeg kan ikke se, hvordan det skal være en politisk sag, hvad man skal tage af naturmedicin.

Pernille Vermund

Pernille Vermund er ligesom flere andre købere af cannabisolie hos Claus Nielsen blevet indkaldt som vidne i sagen mod ham.

- Jeg vil fortælle, hvordan det betød enormt meget for mig at kunne give hende den mulighed, men også hvor frustrerende det er at leve i et samfund, hvor den slags bliver gjort ulovligt, siger hun og fortsætter:

Legalisering af medicinsk cannabis

Som partiformand vil Pernille Vermund da også kæmpe for, at cannabis bliver gjort lovligt til medicinsk brug, hvis Nye Borgerlige kommer i Folketinget ved næste folketingsvalg.

- De mennesker, der spænder ben for det nu, har kvalitet af menneskeliv på samvittigheden, siger hun.

- For mig er det helt uforståeligt, at politikere blander sig i det her. Set med mine øjne, så skal man som politiker blande sig udenom. Jeg kan ikke se, hvordan det skal være en politisk sag, hvad man skal tage af naturmedicin, siger hun.

Fakta om sagen

  • 46-årige Claus ”Moffe” Nielsen, hans hustru og tre andre er tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og straffelovens §191, der giver op til ti års fængsel til folk, som overdrager euforiserende stoffer til mange personer eller mod betaling.
  • Ifølge anklageskriftet har de indkøbt 124 kilo marihuana. Det er blevet brugt til at producere 6,7 liter råolie og 52.000 chokoladeknapper med stoffet thc, der er det aktive stof i marihuana, som har en euforiserende virkning.Råolien og chokoladeknapperne er blevet solgt videre til folk via en hjemmeside, hvor der er blevet bestilt produkter for 2,7 millioner kroner.
  • De fem personer er også tiltalt for at overtræde lægemiddellovens §7 ved fra 2014 til 2016 blandt andet at have forhandlet og reklameret for produkterne uden at have tilladelse til at markedsføre dem som lægemidler.
  • Claus ”Moffe” Nielsen er desuden tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer §3 ved at have været i besiddelse af 278 gram marihuana og to skunkplanter svarende til 57 gram marihuana til eget forbrug.
  • Oveni det kommer, at Claus "Moffe" Nielsen også er tiltalt for paragraf 235 i straffeloven, da han ifølge anklageskriftet har haft 14 børnepornografiske billeder liggende på sin computer af nogen under 18 år. Samtidig har han videresendt to billeder til andre.
  • Kilde: Anklageskriftet og tillægsanklageskriftet