Person i Black Lives Matter-demonstration smittet: Deltagere opfordres til at blive testet

Dem, der stod tæt under demonstrationen med 15.000 deltagere, opfordres til at blive testet.

15.000 personer deltog i demonstrationen i København den 7. juni. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Alle, der har deltaget og stået tæt i menneskemængden i den 15.000 personer store Black Lives Matter-demonstration i København søndag den 7. juni, bør blive testet for coronavirus.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, på et pressemøde.

Opfordringen kommer, efter at en person, der deltog i demonstrationen, er blevet testet positiv for coronavirus.

- Det var en meget, meget stor demonstration, hvor 15.000 personer deltog. En del af dem stod tæt sammen, siger Magnus Heunicke, der kommer med en opfordring til, at deltagere, der har stået tæt, går ind på coronaprover.dk og bestiller tid til en test.

- Det gælder, uanset om man har symptomer eller ej, siger Magnus Heunicke.

Opfordrer til endnu en test

Hvis man har symptomer - også milde symptomer - opfordrer ministeren til, at man kontakter sin læge, der vil henvise til test i sundhedsvæsenet.

- Det er afgørende vigtigt, at vi får sat hurtigt ind, så vi kan få stoppet smittekæderne hurtigt, siger Magnus Heunicke.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporing, der tidligere i dag har konstateret, at en smittet person har været med til demonstrationen. Styrelsen tager kontakt til de personer, som den smittede selv kan sætte navn på.

- Men der også mange ukendte nære kontakter, og det er sådan set grunden til, at vi står her i dag, siger styrelsens konstituerede direktør, Anette Lykke Petri.

- Det er nemlig rigtig, rigtig vigtigt, at hvis man har deltaget i demonstrationen den 7. juni, om man har symptomer på Covid-19, tilføjer hun.

Kun en del af demonstranterne bar mundbind under demonstrationen, der gik fra den amerikanske ambassade til Christiansborg Slotsplads. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Efter demonstrationen opfordrede sundhedsministeren til, at alle med symptomer bestiller tid til en test, og der er 'en del demonstranter', der allerede har gjort det, oplyser Anette Lykke Petri:

- Vi anbefaler alligevel, at man får gjort det igen, specielt hvis man har symptomer på Covid-19.

Det skyldes, at man med al sandsynlighed ikke bliver testet positiv, de første par dage efter at man har været udsat for smitte.

Hun understreger samtidig, at man fra myndighedernes side i øjeblikket går 'med livrem og seler', fordi der er tale om en stor menneskemængde, der har været tæt sammen over en længere periode, hvor der også har været råb og skrig undervejs.

- Derfor går vores generelle anbefaling til samtlige deltagere i demonstrationen.

Tre forskellige udbrud

Sundhedsministeren siger på pressemødet, at der i øjeblikket er tre forskellige udbrud i Danmark.

Det ene er i Hjørring, som myndighederne er ved at optrevle. Her er mindst 26 personer på et plejehjem konstateret smittet. Samlet er 50 personer i Hjørring Kommune blevet testet positive i løbet af den seneste uge. Det gør Hjørring til den kommune med den største koncentration af nye tilfælde i løbet af den seneste uge.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Det andet udbrud, som ministeren henviser til, handler om et fly fra Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn den 6. juni. Seks personer, der alle har været ombord på flyet, er blevet testet positive, og Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at opspore de resterende passagerer på flyet.

Det tredje udbrud handler altså om Black Lives Matter-demonstrationen.

- Det her viser med al tydelighed, at epidemien stadig er i vores samfund, og det kan hurtigt gå galt. Det her er en meget smitsom sygdom, som spreder sig selv ved en enkelt smittet, siger Magnus Heunicke.

- Derfor er det så afgørende, at vi også her i sommerperioden passer på hinanden og fortsætter med at overholde myndighedernes anbefalinger, tilføjer han.

Rettelse klokken 21.33: Da Anne Lykke Petri udtalte på pressemødet, at anbefalingen gik på samtlige deltagere i demonstrationen, fremgik det tidligere af artiklen, at samtlige deltagere burde testes. Det er imidlertid en fejl. Anbefalingen gælder de deltagere, der har befundet sig i menneskemængden og samtidig stået tæt.

Facebook
Twitter