Personalet på Sankt Hans i chok

Meldingerne om at halvdelen af Psykiatrisk Center Sct. Hans skal sælges fra har fået følelserne frem blandt de ansatte.

Meldingerne om at halvdelen af Psykiatrisk Center Sct. Hans skal sælges fra har fået følelserne frem blandt de ansatte. (© DR)

Meldingerne om, at halvdelen af Psykiatrisk Center Skt. Hans skal sælges fra, har fået følelserne frem blandt de ansatte på centret.

Personalets fællestillidsmand Anette Hofflund fortæller, at folk er gået i chok. Nogle har simpelthen fået ondt i maven. Og andre spørger, om der igen skal fyres folk. Men uanset hvad de spørger om, så kan hun ikke svare endnu. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Og nu vil de ansatte gå i gang med at søge arbejde, tror Bo Viktor Jensen, som er formand for FOA i Roskilde.

- De fleste vil kigge stillingsannoncer, men desværre er der ikke ret mange jobs i vores branche, siger han til DR København.

85 sengepladser skal væk

Heller ikke centerchef Bo Andersen kan svare på ret meget endnu. Han ved, at centret reduceres med 85 sengepladser - og at vestafsnittet skal sælges. Dermed bliver der 185 senge tilbage på centret.

I kølvandet på dagens meldinger om lukning af flere hospitaler i Region Hovedstaden lægger et politisk forlig nu op til, at også hele Vesthospitalet på Psykiatrisk Center Skt. Hans skal sælges fra.

Pengene fra salget vil man ifølge regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) bruge til at højne standarden i det tilbageværende Østhospital.

Afdeling L bliver nedlagt og rehabiliteringen skal fremover integreres i alle psykiatriske centre. Også behandling af dobbeltdiagnoser vil fremover blive henvist til andre psykiatriske centre.

Hvordan den politiske aftale skal udmøntes, vil der først blive taget stilling til, efter at aftalen er blevet vedtaget i Regionsrådet i Region Hovedstaden.

Ny retspsykiatri

Samtidig vil der blive etableret en helt ny retspsykiatri på Østhospitalet. I sidste ende handler det ifølge Vibeke Storm Rasmussen om, at man vil have et Skt. Hans, man kan være bekendt - og ved at sælge jord og bygninger samt flytte behandlinger får man råd til det, når nu regeringen ikke vil give penge.

Der skal bruges 550 millioner på ny retspsykiatri - pengene fra salget af Vesthospitalet skal bruges til at højne standarden på eksisterende bygninger med mere.

Facebook
Twitter