To personer sigtet for at bruge 1.000-kronesedler trykt på kopipapir

Falske pengesedler er blevet brugt på barer og i butikker i indre København.

De seneste uger har der været flere sager, hvor der er blevet betalt med falske 1.000-kronesedler på barer og i butikker i indre København. (Foto: Københavns Politi - Nationalbanken) (Foto: Christina Nordvang Jensen DR Nyheder)

Hvis du står i en butik, bar eller et andet sted i København, der har med betalende kunder at gøre, skal du tjekke ekstra efter, hvis du får en 1.000-kroneseddel i betaling.

Københavns Politi oplyser, at der de seneste uger har været en håndfuld sager i centrum af København, hvor der er blevet brugt falske 1.000-kronesedler. Og selvom politiet har sigtet to mænd på 15 og 21 år, skal folk, der arbejder i nattelivet eller i forretninger, være opmærksomme.

- Vi går ud med oplysningerne for at fortælle, at folk skal holde øje. I de her sager er der brugt kopipapir, så det er relativt nemt at mærke forskel fra en ægte pengeseddel. Hvis man står i en forretning, vil jeg foreslå at have en ægte 1.000-kroneseddel ved siden af, hvis man skulle være i tvivl, siger Ove Randrup, der er politikommissær og efterforskningsleder fra Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet under Københavns Politi.

En af sagerne, der førte til anholdelse, fandt sted på en bar, hvor bartenderen med det samme kunne mærke, at der var noget forkert ved pengesedlen. Politiet blev tilkaldt, og personen blev sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 166, 167 og 168, der omhandler falskmøntneri.

Ove Randrup kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, om de to sigtede mænd kender hinanden, og om pengesedlerne stammer fra et professionelt netværk.

- Vi er i fuld gang med efterforskningen og undersøger pengesedlerne, så jeg kan ikke sige mere, siger han.

Ifølge Ove Randrup er der tale om meget alvorlig kriminalitet. Falskmøntneri kan give en straf på op til 12 års fængsel, hvilket er en af straffelovens højeste strafferammer. Domstolene idømmer typisk ubetinget fængsel – både for at fremstille og udgive falske penge og for at medvirke hertil.

Københavns Politi er ikke den eneste kreds, der i år har haft sager om falske penge. Blandt andet har Syd- og Sønderjyllands Politi haft problemer med falske pengesedler i Esbjerg. I begyndelsen af september sendte politiet for anden gang en efterlysning ud af en mand, der havde brugt falske Euro-sedler i flere butikker tilbage i foråret.

Ifølge tal fra Nationalbanken er antallet af registrerede falske pengesedler faldet de seneste år. I 2017 var der 531, og i 2016 lå antallet på 880. Indtil videre er der i år registreret 190 falske pengesedler - 73 af dem er 1.000-kronesedler.

Facebook
Twitter