Pesticider fundet i basmatiris

Forbrugerrådets Laboratorium har fundet pesticidrester i 3 ud 10 slags basmatiris, heriblandt Aldis Premium Quality.

Man kan langt fra være sikker på, at der kun er ris i posen, når der står basmati på etiketten, det viser en undersøgelse Forbrugerrådet har lavet. (Foto: DR © DR)

Ikke ren ris i posen!

Det er budskabet fra Forbrugerrådets blad, Tænk, efter deres laboratorium har undersøgt forskellige typer Basmatiris.

Det viser sig, at tre ud af ti sorter basmatiris indeholder rester af sprøjtegift, som overstiger EU´s tilladte grænseværdier.

Særligt mærket Premium, Quality fra Aldi, viste for store pesticide-udsving. Foranlediget af Forbrugerrådets resultater har Aldi fjernet produktet fra deres hylder.

EU´s grænseværdier er ikke gode nok

Og selvom du måske ikke ryger akut på hospitalet, så er det langt fra risikofrit at indtage pesticider både i ris og andre fødevarer, mener professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, Phillipe Grandjean.

EU´s grænseværdier er simpelthen ikke gode nok. Det har vi været klar over i en del år efterhånden, siger Phillipe Grandjean og fortsætter:

- Vi har opdaget, at specielt hjernen er meget sårbar overfor pesticider, og det er den specielt under hjernens udvikling, altså hos fostre og små børn, forklarer Phillipe Grandjean.

Tilfældig kontrol

Derfor skræmmer det professoren, at der nu er fundet for høje koncentrationer i forhold til det, han mener, i forvejen er for højt.

- Det er en meget ubehagelig besked at få, for vi ved at kontrollen i forvejen meget tilfældig og ikke særlig finmasket. Så når man opdager sådan noget her, så er det altså udtryk for, at der virkelig er noget galt, slutter Phillipe Grandjean.

Facebook
Twitter