Pesticider i hanen: Lange udsigter til rent drikkevand

Der kan gå op til fire måneder, før borgerne i Ledøje igen kan drikke vandet fra vandhanen.

290 husstande i Ledøje skal hente rent drikkevand fra store tanke på torvet (© dr)

Der er stadig masser af aktivitet ved de store vandtanke på torvet i Ledøje i Egedal Kommune.

290 hustande er nødsaget til at hente drikkevand i flasker og dunke, og hvad familierne ellers har ved hånden.

Sådan har det været siden fredag i forrige uge, og intet tyder på, at situationen ændrer sig foreløbigt.

- Det er vildt besværligt. Jeg skal køre næsten to kilometer for at få rent vand, og det er virkeligt svært at vænne sig til, at man ikke bare kan bruge vandet fra hanen, siger Karina McGovern.

To gange om ugen må hun manøvrere en 30 liters dunk ind i bagagerummet på bilen for at hente rent vand hjem til familien.

Nye analyser af vandet fra Ledøje Vandværk har været nedslående. Håbet, om at en sidste boring kunne levere rent vand til de hårdt prøvede beboere i området, er nu definitivt slukket.

- Vi har nu fået svar på prøverne i boring 4, og de er desværre ikke gode, hedder det i en nedslående meddelelse fra vandværket.

Karina McGovern skal køre små to kilometer for at få rent drikkevand. (Foto: Johnny Jess Moesgaard Larsen © dr)

Bekymret for sin sundhed

Vandet fra Ledøje Vandværk er forurenet med en pesticidrest, der er under mistanke for at kunne føre til ændringer i menneskers arvemasse og føre til alvorlig kræftsygdom i selv meget små doser.

Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor besluttet at være ekstra forsigtige. Så selv om man ikke med sikkerhed kan sige, at vandet udgør en sundhedsrisiko, så har styrelsen besluttet at fraråde borgerne at indtage det.

Risikoen bliver vurderet som så alvorlig, at man også skal afholde sig fra at børste tænder og skylle eksempelvis frugt med vandet.

- Vi er meget bekymrede. Vi ved jo ikke, om det på lang sigt kan få betydning for vores helbred, at vi har drukket det her vand, siger Karina McGovern.

Lange udsigter til rent vand

Lige nu er der kun to veje til rent vand i hanerne. Den ene mulighed er at rense vandet med et kulfilter, men den løsning lader vente på sig, forklarer Ledøje Vandværk.

Vandværket skal have tilladelse fra kommunen, og derefter skal der laves forsøg med et kulfilter på vandværket.

- Vi kan endnu ikke give nogen tidshorisont. Vi vender tilbage, så snart der er noget nyt, lyder det i meddelelsen fra vandværket.

Den anden vej til rent vand er at få vand leveret fra et andet vandværk. Men det kræver, at der bliver etableret en helt ny vandledning til Ballerup. Også det har lange udsigter.

- Det vil tage cirka fire måneder, før sådan en ledning er færdig, lyder vurderingen fra Ledøje Vandværk.

Utålmodigheden lurer

Tanken om en sommer og et efterår uden rent drikkevand i hanerne giver panderynker i Ledøje.

- Fire måneder. Det er jo fuldstændig sindssygt lang tid at vente på rent vand. Det er jo hele sommeren, siger en bekymret Karina McGovern.

Egedal Kommune erkender, det er en lang proces, der er i gang.

- Borgerne er nødt til at væbne sig med tålmodighed, indtil problemerne er løst, siger centerchef for teknik og miljø i Egedal Kommune, Ingela Karlsson.

Fundet af pesticidrester i drikkevandet i Ledøje er gjort i forbindelse med, at Danske Regioner har undersøgt udvalgte punktkildeforureninger landet over.

Normalt tester man ikke for stoffet chlorothalonil-amidsulfonsyre, så efter fundet i Ledøje har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) krævet, at alle vandværker snarest muligt tester vandet for stoffet.

Om chlorothalonil-amidsulfonsyre

  • Chlorothalonil-amidsulfonsyre er et nedbrydningsprodukt af chlorothalonil.

  • Chlorothalonil har været godkendt i Danmark i perioden fra 1982-2000 som svampemiddel i porrer, solbær, ribs, hvede, kartofler, ærter, løg samt jordbær, agurker og prydplanter på friland og i væksthus.

  • Den 22. marts 2019 blev det vedtaget i EU, at stoffet ikke længere er godkendt, og anvendelsen skal derfor ophøre inden for maksimalt 18 måneder i lande, der har godkendt midler med stoffet.

  • Chlorothalonil har ikke været godkendt til træbeskyttelse i Danmark, men det har været anvendt som biocid i træmaling og bundmaling, der ikke tidligere var godkendelsespligtige anvendelser. De sidste biocidanvendelser blev forbudt i 2011.

  • Hvis der er fundet chlorothalonil-amidsulfonsyre i drikkevandet, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at man hverken drikker vandet eller bruger det til tandbørstning, madlavning eller til at skylle frugt, grønt og lignende.

  • Anbefalingerne bygger på et forsigtighedsprincip. På nuværende tidspunkt kan man ikke sige med sikkerhed, om det er sundhedsskadeligt at indtage vandet.

Kilde: Miljøstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed

Facebook
Twitter