PET anmelder tidligere chef Jakob Scharf til politiet

JP/Politikens Hus, Radio24Syv og flere boghandlere er også meldt til politiet.

Den tidlgiere chef for PET, Jakob Scharf, bliver nu politianmeldt for at have brudt sin tavshedspligt ved at udtale sig til bogen 'Syv år for PET, Jakob Scharfs tid'. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Politiets Efterretningstjeneste (PET) melder den tidligere PET-chef Jakob Scharf til politiet, da PET mener, at han har overtrådt sin tavshedpligt i bogen 'Syv år for PET, Jakob Scharfs tid'.

Dermed har Jakob Scharf ifølge PET overtrådt straffelovens § 152, som kan straffes med fængsel.

Forlaget People's Press og forfatter og journalist Morten Skjoldager er desuden blevet meldt til politiet for at have medvirket til at videregive oplysningerne i bogen.

Foruden Jakob Scharf er JP/Politikens Hus, Radio24Syv samt de boghandlere, som solgte bogen d. 7. oktober, også meldt til politiet.

De er anmeldt efter en anden paragraf - nemlig 152 d - hvor man, uden at medvirke til frembringelsen af oplysningerne, har fremskaffet sig eller udnyttet dem.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har PET og Justitsministeriet hele tiden arbejdet ud fra, at hvis man var nødt til at forsøge at nedlægge fogedforbud, skulle man også være villig til at gå hele vejen og melde sagen til politiet.

PET oplyser desuden, at man vil anlægge sag med påstand om straf og eventuelt erstatning mod JP/Politikens Hus.

Det skyldes, at Politiken overtrådte fogedforbuddet og bragte hele bogen i både avisen og på nettet i søndags.

Facebook
Twitter