PET: Nyt magasin skal forebygge radikalisering af unge

Det er vigtigt, at forældre kan gå i dialog med deres børn om ekstremisme på nettet.

Fra i morgen kan man læse magasinet ”Nettets vildveje – om løgn, manipulation og propaganda online” på internettet, som blandt andet PET har været med til at udfærdige. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Ekstremister er dygtige til at rekruttere og radikalisere børn og unge på nettet, og ofte mangler forældre og voksne tæt på de unge de rette redskaber til at træde til og få dem på ret køl igen.

Det mener Politiets Efterretningstjeneste (PET) som i fællesskab med Medierådet for Børn og Unge og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme i morgen lancerer onlinemagasinet ”Nettets vildveje – om løgn, manipulation og propaganda online”, som stiller skarpt på unge og ekstremisme på nettet.

Magasinet er dog ikke henvendt til de unge selv. PET forsøger nemlig at henvende sig til de voksne, fortæller Henrik Bjelke Hansen, der er afdelingschef i forebyggelsesafdelingen i efterretningstjenesten.

- Vi mener, at det vil have en forebyggende effekt og sikre, at voksne, forældre og professionelle er i stand til at have en samtale med børnene om, hvad der møder dem på nettet, siger han.

Bekymrede for at henvende sig til direkte til de unge

Ifølge PET har propaganda på internettet en "vedvarende og blivende effekt på trusselsbilledet i Danmark", hvor det særligt er sårbare og marginaliserede unge, der kan blive påvirket af ekstremisternes propaganda.

Og i en digital virkelighed, som stadig er i udvikling, kan det være svært for de ældre generationer at følge med i, hvordan de unge agerer på nettet.

Nu laver man noget til de voksne og til forældrene. Burde man ikke i stedet tage direkte kontakte og målrette sin kommunikation til de unge, som færdes ude på nettet?

- Måske. Vi har valgt at have fokus på forældrene og de voksne, og vi ville nok være lidt mere bekymrede for at kommunikere direkte til de unge, fordi vi ikke ved, hvordan de reagerer på materialet, siger Henrik Bjelke Hansen og fortsætter:

- Der er brug for, at der nogle, som kan stille de opklarende spørgsmål og tage dialogen, hvorimod materialet i sig selv kan rejse nogle spørgsmål, som den unge må stå alene med. Og hvis det er tilfældet, er vi bekymrede for, at det ikke vil have den forebyggende effekt.

En stejl indlæringskurve

Medierådet for Børn og Unge er en anden af initiativtagerne bag projektet. Her fortæller man, at magasinet blandt andet vil komme til at handle om personer, som er blevet rekrutteret til ekstremistiske miljøer.

Magasinet skal ydermere være med til at give en grundviden til de voksne om, hvad det er for en virkelighed, som møder børn og unge på internettet.

- Vi har som forældre at gøre med en medieudvikling, hvor vores indlæringskurve er meget stejl. Ikke kun hos de unge, men også hos forældre og de fagprofessionelle, siger sekretariatschef Claus Hjorth og fortsætter:

- Derfor synes vi, at det er grund til at komme rundt om, hvad nettet er for en størrelse, og hvilken betydning det har for det at være ung i dag. Det vil for forældrene give en baggrundsviden, så man kan gå i dialog med sit barn.

Magasinet kan læses på Nettetsvildveje.dk fra torsdag klokken 08.00.

Facebook
Twitter