PET tør endnu ikke afvise terror

Det er endnu for tidligt at sige, om eksplosionen på et hotel i København fredag eftermiddag har terrorrelation, lyder det nu fra PET.

Politi og ambulancefolk bærer den formodede gerningsmand bag eksplosionen på et hotel i København ud af Ørstedsparken fredag aften. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Københavns Politi arbejder på højtryk, men tør endnu ikke fastslå, om der var tale om en terrorrelateret eksplosion på Hotel Jørgensen i København i dag, eller om bomben "blot" kriminalitet.

Massiv efterforskning natten igennem

Det oplyser PET's chef, Jakob Scharf, i en pressemeddelelse ved midnat fredag aften.

- Der foregår en massiv efterforskning, men det er endnu for tidligt med sikkerhed at sige, om der er tale om en terrorrelateret forbrydelse eller anden form for alvorlig kriminalitet, siger Jakob Scharf.

PET arbejder tæt sammen med Københavns Politi i sagen.

Enheder fra PET har således været indsat blandt andet i forbindelse med pågribelsen og uskadeliggørelsen af den formodede gerningsmand, og PET bistår i øvrigt Københavns Politi i den fortsatte efterforskning af sagen.

Pågrebet i Ørstedsparken

Politiet blev fredag klokken 13.29 alarmeret om eksplosionen, og vidner kunne fortælle om en mand med blod i ansigtet, der kort efter eksplosionen blev set forlade hotellet.

Denne mand anholdt politiet efterfølgende i den nærliggende Ørstedsparken.

Her lå manden med hænderne i håndjern på ryggen i mindst fire timer, mens hærens ammunitionsryddere på afstand ved hjælp af Rullemarie og en fjernstyret saks har været fokuseret på en taske, manden havde på sig.

Skud fra Rullemarie

Omkring klokken halv syv hørtes et mindre brag inde fra Ørstedsparken, da Rullemarie skød mod mandens taske for at uskadeliggøre den.

Skuddene fra Rullemarie udløste dog ikke eksplosioner fra mandens taske. Først omkring klokken 20 - efter at en læge i sikkerhedsdragt havde tilset ham - blev manden fragtet ud i en ambulance og kørt på Rigshospitalet.

Facebook
Twitter