PET: Tre personer sigtes for spionage i Danmark

Efterretningstjenesten indkalder til pressemøde.

Det vides endnu ikke noget om præcis, hvad de tre personer er sigtet for.

Tre personer sigtes for spionage i Danmark.

Det fremgår af en indkaldelse til en pressebriefing hos Politiets Efterretningstjeneste klokken 15 i dag.

Det er chefen for PET, Finn Borch Andersen, som vil give en kort orientering om sagen.

Det vides endnu ikke, præcis hvad de tre personer er sigtet for. Det vides heller ikke, om de sigtede er danske eller udenlandske statsborgere. Ej heller vides det, om de er sigtet for at overtræde den 'hårde' eller den 'milde' spionageparagraf.

Overtrædelse af spionageloven i Danmark kan i yderste tilfælde give fængsel op til livstid.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har indkaldt Det Udenrigspolitiske Nævn til et ekstraordinært møde klokken 16.30 på grund af sagen.

- Spionagesag: Alvorlig og komplet uacceptabel sag. Jeg har på den baggrund hasteindkaldt Folketingets Udenrigspolitiske Nævn til et ekstraordinært møde, skriver han på Twitter.

DR sender hele pressemødet hos PET klokken 15 her på dr.dk

Spionage-sager er sjældne

Det er sjældent, at der bliver sigtet personer for spionage i Danmark.

Blandt de seneste eksempler har Politiets Efterretningstjeneste undersøgt tre sager, hvor der er mistanke om, at der er udøvet strafbar hjælp til den tyrkiske efterretningstjeneste på dansk jord. Sagerne stammer fra 2018.

Mistanken handler om personer, der i Danmark skal have indsamlet oplysninger om mennesker, som skulle være knyttet til Gülen-bevægelsen. Gülen-bevægelsen er i opposition til den tyrkiske præsident, Erdogan.

I efteråret kom det frem, at PET har rejst fire sigtelser om den milde spionparagraf, paragraf 108 i straffeloven, mod tre personer, efter at have efterforsket sagerne i mere end halvandet år. Overtrædelse af denne kan give op til seks års fængsel.

DR Nyheder følger sagen

FacebookTwitter