PET: Truslen mod Danmark kan komme fra Sverige

PET følger situationen i vores nabolande, skriver efterretningstjenesten efter meldinger om tusinder af religiøse ekstremister i Sverige.

Ifølge terrorforsker har den danske efterretningstjeneste et stort fokus på forebyggelse af radikalisering. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Terrortruslen mod Danmark kan komme fra et af vores nabolande.

Det skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en udtalelse til DR Nyheder:

- PET er opmærksom på, at truslen mod Danmark kan komme fra udlandet. Når vi følger udviklingen i trusselsbilledet, omfatter det derfor også, hvordan det påvirkes af forhold i udlandet, ikke mindst i vores nabolande.

Udtalelsen kommer som svar på DR Nyheders spørgsmål om, hvordan PET forholder sig til truslen fra radikaliserede udlændinge, særligt efter at det svenske sikkerhedspoliti SÄPO i en ny rapport har advaret om, at der i Sverige bor tusindvis af voldsparate ekstremister.

For blot syv år siden, i 2010, vurderede SÄPO i en rapport, at der fandtes cirka 200 ekstremistiske islamister i Sverige.

- Vi vil mene, at det er gået fra hundredvis til tusindvis. Vi har aldrig set noget i dette omfang tidligere, sagde generaldirektør i SÄPO, Anders Thornberg, i forrige uge til det svenske nyhedsbureau TT.

Samarbejder med nordiske partnere

I udtalelsen til DR Nyheder henviser PET til den seneste trusselsvurdering fra Center for Terroranalyse og understreger, at efterretningstjenesten arbejder sammen med partnere i nabolandene om at håndtere terrortruslen.

- Vurderingen er, at der blandt flygtninge og migranter, som er ankommet til Europa og Danmark, kan være personer, der kan udgøre en terrortrussel enten som følge af direkte forbindelse til militante islamistiske grupper i udlandet eller som følge af radikalisering.

- Vi har et tæt og velfungerede samarbejde med udenlandske myndigheder, eksempelvis efterretningstjenesterne i vores nabolande, skriver PET.

Ifølge terrorekspert Magnus Ranstorp fra den svenske forsvarshøjskole skal årsagen til den eksplosive vækst i det svenske ekstremistmiljø blandt andet findes i de store mængder af propaganda fra Islamisk Stat.

- Det har været med til at øge rekrutteringen af islamistiske sympatisører i de store ghetto-områder i Sverige, siger han.

Terrortruslen mod Skandinavien og det øvrige Europa har særligt været presserende inden for de sidste tre år, hvor krigen i Syrien og Islamisk Stats fremfærd i Mellemøsten har sendt et historisk stort antal flygtninge mod Europa.

Da Stockholm i april blev ramt af et terrorangreb, var det en uzbekisk afvist asylansøger med bånd til militant islamisme, der førte lastbilen, som blev brugt til at torpedere en menneskemængde.

Der er tidligere set et uhyggeligt eksempel på, at terrorister fra Sverige kan planlægge angreb i Danmark, påpeger Magnus Ranstorp.

- Terroristerne, der i 2010 ville angribe Jyllands-Posten på Rådhuspladsen, kom fra Stockholm, og deres angreb blev kun afværget, fordi SÄPO overvågede dem, siger han.

Fokus på forebyggelse af radikalisering

To af de tre personer, der senere fik lange fængselsstraffe for terrorplaner, var svenske statsborgere, og de var alle tre kendt af de svenske myndigheder som islamistiske ekstremister.

Terrorforsker Magnus Ranstorp har blandt andet siddet i spidsen for antiradikaliseringsindsatsen i Københavns Kommune og har derigennem samarbejdet med PET.

Han mener, at vi i Danmark har et effektivt efterretningsvæsen, og at vi er mere proaktive end i Sverige i forhold til at undgå radikalisering.

- Der er stort fokus på blandt andet forebyggende samtaler, og lovgivningen gør det muligt for myndighederne at udveksle oplysninger om potentielle ekstremister, siger Magnus Ranstorp.

Facebook
Twitter