Peter Madsen skal i fængsel på livstid: Sagen ankes

Peter Madsen er fundet skyldig i drab, seksuel mishandling og usømmelig omgang med lig.

Dommen i Københavns Byret over Peter Madsen.

Den 47-årige ubådsbygger Peter Madsen bliver idømt fængsel på livstid.

Det har en enig domsmandsret i Københavns Byret afgjort.

- Efter en samlet vurdering finder retten det bevist, at tiltalte har dræbt Kim Wall, siger dommer Anette Burkø.

Retten finder også Peter Madsen skyldig i seksuel mishandling, da retten mener, at Peter Madsen har spændt Kim Wall fast i ubåden og stukket hende.

Ubådssagen

Den 47-årige ubådsbygger Peter Madsen blev d. 26. september 2018 idømt livstid i Østre Landsret for drabet på den 30-årige journalist Kim Wall i august 2017. Dermed stadfæstede landsretten byrettens dom.

Se Tema

Han bliver også dømt for usømmelig omgang med lig, fordi han har parteret Kim Wall - det eneste forhold Peter Madsen under sagen har erkendt.

Peter Madsens forsvarer har allerede meddelt, at livstidsdommen ankes.

I begrundelsen for livstidsdommen lyder det blandt andet, at Peter Madsen har afgivet skiftende forklaringer undervejs om, hvad der skete med den svenske journalist Kim Wall i ubåden Nautilus den 10. og 11. august sidste år.

- Retten finder tiltaltes forklaring om, at Kim Wall døde som følge af udstødningsgasser i ubåden for utroværdig, siger dommer Anette Burkø.

Peter Madsen bliver frikendt for de alvorligste anklager om farlig sejlads, som også var rejst.

I forhold til længden på dommen - en livstidsdom der er den strengeste straf - siger retten:

- Der er tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd.

Sagens forløb

Det hele startede den 10. august sidste år, hvor den svenske journalist Kim Wall sejlede ud med Peter Madsen i den hjemmebyggede ubåd Nautilus for at skrive en reportage om hans arbejde.

Turen skulle have været kort, fordi Kim Wall og kæresten holdt en fest med gæster, som ventede på Refshaleøen i København.

Da hun ikke kom tilbage samme aften, blev hendes kæreste i løbet af natten urolig. Han kontaktede politi og flere andre myndigheder, som satte en større eftersøgning i gang for at finde ubåden.

Næste formiddag, den 11. august, blev ubåden spottet i Køge Bugt ved København. Først forlød det, at alle havde det godt. Peter Madsen sænkede ubåden og hoppede selv i vandet for at blive reddet i land.

Han fortalte politiet, at Kim Wall var sat i land aftenen før. Kort efter lød det dog fra ham, at hun var død i en ulykke på ubåden, fordi hun havde fået en tung luge i hovedet. Han havde kastet hendes lig overbord i hel tilstand.

I oktober ændrede han denne forklaring. Nu lød det, at Kim Wall var død i en ulykke med udstødningsgasser og undertryk i ubåden. Han fortalte også, at han havde parteret hendes lig for at få det overbord.

Under retssagen har Peter Madsen fortalt, at han gav forskellige forklaringer for at skåne Kim Walls pårørende.

Anklagemyndigheden tiltalte Peter Madsen for drab, usømmelig omgang med lig og seksuel mishandling af Kim Wall samt farlig sejlads den 16. januar i år.

8. marts 2018 startede retssagen mod den tidligere raket- og ubådsbygger under stort medieopbud fra hele verden. Peter Madsen har under hele sagen nægtet sig skyldig i drab, seksuel mishandling og farlig sejlads.

Han har kun erkendt nogle overtrædelser af sølovgivningen og usømmelig omgang med lig.