Peter Madsens sigtelse udvides: Sigtet for usømmelig omgang med lig

Peter Madsen har været til fornyet afhøring i sagen om den afdøde svenske journalist Kim Wall.

Peter Madsen blev reddet i land fredag d. 10. august 2017, efter hans ubåd sank. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Ubådsejer Peter Madsens sigtelse er i dag blevet udvidet, så han nu også er sigtet for usømmelig omgang med lig efter straffelovens § 139, stk. 1.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Peter Madsen nægter sig skyldig i både drab og den nye sigtelse om usømmelig omgang med lig.

Af hensyn til dørlukning i sagen og sagens videre efterforskning ønsker Københavns Politi ikke at give yderligere oplysninger fra afhøringen.

Peter Madsen er varetægtsfængslet frem til 5. september for "uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder".

656 henvendelser

Ifølge Københavns Politi har man modtaget i alt 656 henvendelser fra offentligheden i sagen.

- Dette vil vi gerne takke for. Samtidig skal vi beklage, at vi endnu ikke har nået at vende tilbage til alle, der har kontaktet os, siger drabschef Jens Møller Jensen.

- Vi har indledningsvis delt henvendelserne op i emneområdet og prioriterer vores afhøringer, således at vi løbende er dækket ind i alle emneområderne. Vi er i gang og skal nok kontakte de vidner, der endnu ikke har hørt fra os, siger Jens Møller Jensen.

Københavns Politi oplyser også, at der ikke er planlagt flere eftersøgninger i Danmark i dag, men at Beredskabsstyrelsen og forsvarets dykkere er klar, hvis der er relevante ønsker til eftersøgninger.

Københavns Politi efterspørger fortsat hjælp fra offentligheden i forhold til de manglende ligdele og tøjet, Kim Wall havde på, da ubåden sejlede ud torsdag den 10. august.

Hun bar en orange trøje, en sort og hvid mønstret nederdel samt et par hvide sko.

Københavns Politi vil også gerne høre fra personer, der kan kendskab til Peter Madsen og Kim Wall og deres adfærd.