Peugeot tilbagekalder 10.000 biler

Retur igen. Peugeot må nu kalde 10.000 biler tilbage på værksted. Der er nemlig fejl i bremsesystemet.

Peugeot 307 har fejl i bremsesystemet. (© Peugeot)

Danmarks mest solgte bil, Peugeot 307, har problemer med bremsesystemet. Derfor kalder Peugeot i Danmark 10.000 biler tilbage. De skal igen på værksted.

Det er galt med det avancerede ESP-bremsesystem. I værste fald kan fejlen risikere at udvikle sig til brand, oplyser Berlingske.dk. Derfor sendte Peugeot i fredags breve ud til 10.500 ejere om, at deres bil igen bliver tilbagekaldt.

- Det er en ny fejl, som kan forårsage en smelteskade i ESP-systemet, hvis der kommer fugt derind, siger Jens R. Andersen, teknisk direktør i Peugeot Danmark til Berlingske.dk.

To biler er fundet med fejlen. Den første i juli måned og den anden sidst i august. Begge gange var ESP-systemet kortsluttet og smeltet.

Facebook
Twitter