Pfizer arbejder på pille, der kan bekæmpe coronasymptomer: Lyder realistisk, men lad os nu se

Dansk vaccineprofessor understreger, at man er tidligt i udviklingsprocessen.

Pfizer håber at kunne lancere pillen senere i år på det amerikanske marked. (Illustration: Sofie Jackson Bangsgaard) (© DR Nyheder)

Forestil dig, at du er blevet smittet med coronavirus. Du føler dig utilpas, stakåndet, og du kan allerede mærke, at feberen er begyndt at banke på.

Du tager en lille pille, og langsomt begynder de første coronasymptomer at fortage sig.

Det lyder nærmest for godt til at være sandt, men det kan muligvis blive en realitet i fremtiden. I hvert fald er medicinalselskabet Pfizer i gang med at udvikle en pille, der skal kunne behandle de første symptomer på sygdommen fra coronavirusset.

Det fortalte den administrerende direktør i Pfizer, Albert Bourla, i går i et interview med den amerikanske tv-station CNBC.

Camilla Foged, der er professor på Institut for Farmaci på Københavns Universitet, forklarer, at man bruger samme stof, som man bruger til at behandle influenza og hiv-virus.

- En vaccine er noget helt andet. Vacciner er forebyggende, hvor man uddanner immunforsvaret til at genkende et virus. Det her fungerer på en helt anden måde. Det forhindrer virusset i at dele sig, når det først er kommet ind i kroppen, siger hun.

'Realistisk mulighed'

Pfizer håber at kunne lancere pillen senere i år på det amerikanske marked. Forskerne håber, at medicinen kan hindre, at coronasygdommen udvikler sig alvorligt, så man undgår at skulle på hospitalet.

Pfizer, der allerede har udviklet en coronavaccine sammen med tyske BioNTech, begyndte i marts test med den nye pille.

Albert Bourla håber, at pillen kan ramme det amerikanske marked senere i år. (Foto: JOHN THYS / POOL © Scanpix)

Ifølge Camilla Foged er der interessante dele ved konceptet.

- Det lyder som en realistisk mulighed for en behandling. Det, der kan være kritisk, er, om der er nogle bivirkninger. Man ved, at der for den her type stoffer kan være problemer med toksicitet (et stofs giftighed, red.).

- Så vi skal først se, hvad de første kliniske studier viser, i forhold til hvor godt patienterne tåler de her stoffer. Dernæst kan man begynde at prøve at se, hvor godt det beskytter mod en covid-infektion.

I opstartsfasen

Camilla Foged forklarer, at pillen er i fase 1-stadiet, hvilket er det første stadie.

- Der tester man sikkerheden, og man giver højere og højere dosis, og så ser man, om stoffet har bivirkninger. Hvis det ikke er tilfældet, går man videre med at teste i fase 2 og 3. Men lad os nu se, hvad de første studier viser, inden vi konkluderer noget, siger hun.

Hvis pillen på sigt bliver godkendt på det amerikanske marked - og herefter videre til flere steder i verden - er det ikke lige i Danmark, at den har det allerstørste perspektiv.

Professor Camilla Foged kalder det en 'realistisk mulighed'.

Det skyldes, at flere vaccineres herhjemme sammenlignet med mange andre steder i verden, påpeger Camilla Foged.

- Men der vil altid være nogle, der ikke kan tåle at blive vaccineret, og for dem ville det være rart med sådan en behandling her, som forhindrer, at man bliver alvorligt syg og bliver indlagt. Der kan de være et godt supplement til vaccinerne, fortæller hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk