Pia var ved at drikke sig ihjel: Alkolinjen var guld værd

I 2010 kom Pia Reinholdts ud af sit alkoholmisbrug gennem familiens og Alkolinjens hjælp.

- Du kan ikke styre dig. Og på et tidspunkt, så smider du kasketten og drikker dig i hegnet, siger Pia Reinholdt, der har været ædru alkoholiker i snart otte år.

For de fleste er jul og påske højtider, som man glæder sig til at fejre med familien. Men for Pia Reinholdt var især jule- og påskefrokoster, hvor der typisk er alkohol på bordet, med familien noget, der kunne give problemer.

- Jeg havde det med at lave egenkontrol på mit alkoholindtag. For det skulle ikke være sådan udadtil, at min familie kunne se, at den var gal. Men man magter ikke, at holde den linje en hel dag igennem. Og på et tidspunkt, så slipper man og drikker, fortæller Pia Reinholdt.

Og hendes alkoholmisbrug havde store konsekvenser for familien:

- Familien sidder jo bare der, og har en stor knude i maven. De sidder og krydser fingre under bordet og tænker "holder hun, eller holder hun ikke", siger Pia Reinholdt om de sociale arrangementer med familien, før hun blev tørlagt.

Redningen for Pia Reinholdt kom i julen 2010, hvor hun havde været ved at drikke sig selv ihjel. På trods af den urolige familie, ville hun ikke erkende, at hun havde et problem og ville ikke lade familien hjælpe.

Alkolinjen 80 200 500 havde åbent i helligdagene og det benyttede Pias moster sig af. Hun ringede og fik hjælp til at lave en intervention i samarbejde med flere familiemedlemmer. Det hjalp, og Pia Reinholdt kom i behandling.

- Det var guld værd, at de havde åbent der, fortæller hun.

I år holder Alkolinjen 80 200 500 åbent alle helligdage i påsken mellem klokken 11 til 15, og det kan være med til at hjælpe mange alkoholikere, mener Pia Reinholdt.

- Ring til Alkolinjen. Også selv om det ikke går galt. For det er den måde, du får en aktiv alkoholiker i behandling på, siger hun.

Rådgivningen er gratis, og telefonerne er åbne fra klokken 11 til 15 i påskehelligdagene. Telefonnummeret er: 80 200 500.

Facebook
Twitter