Pige havde planlagt knivoverfald nøje

Det var ikke meningen, at han skulle dø, men han skulle stoppes. Det forklarede en 15-årig pige i retten, efter at hun havde stukket en klassekammerat i ryggen med en kniv efter lang tids mobning.

Han skulle ikke dø, men han skulle stoppes.

Sådan ræsonnerede en 15-årig pige, inden hun fredag middag med en urtekniv stak sin klassekammerat ned midt i en kristendomstime på Samsøgades Skole i Århus. Den jævnaldrende dreng var i livsfare efter knivstikket i ryggen.

I et grundlovsforhør lørdag i byretten forklarede pigen, der har tyrkisk baggrund, at det var et nøje planlagt angreb på drengen, fordi han gennem længere tid havde mobbet hende.

Fire ugers varetægtsfængsling

Pigen blev fængslet i en særlig institution i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab og sekundært for groft legemsangreb. Hun skal nu mentalundersøges.

Pigen fortalte roligt og detaljeret og med sine forældre og en lillebror på tilhørerpladserne, at hun havde planlagt at overfalde den danske dreng med en kniv som konsekvens af længere tids mobning.

- Han kaldte mig grimme ting, nedgjorde mig og talte dårligt om mit udseende, sagde hun.

Hun forklarede, at hun mindst ti gange havde klaget over drengen til flere af 9. klassens lærere. De lovede at tale med drengen og hans forældre, men der sket ifølge pigen intet.

Nu kunne det være nok

Efter et sammenstød torsdag med drengen besluttede hun, at nu kunne det være nok. Da familien sov i rækkehuset i det nordvestlige Århus hentede hun om natten en urtekniv i køkkenet, pakkede den ind i papir og lagde den i sin skoletaske.

En del af skoledagen opbevarede hun kniven under sit tøj, og et par piger blev bekendt med, at hun havde kniven.

- De var chokerede, men forstod mig godt, forklarede pigen.

Forfra var for farligt

Hun besluttede sig for ikke at stikke drengen forfra. Det ville være for farligt, for hun risikerede at ramme ham i hjertet. Hun overvejede den bedste mulighed for at stikke ham, og den opstod pludselig, da drengen blev bedt om at tørre spildt cacaomælk op fra gulvet lige foran læreren.

Mens drengen sad foroverbøjet på hug stak pigen ham i ryggen mellem skulderbladene og kun to en halv centimeter fra rygsøjlen. Uden at besvime faldt han om og skreg, at han var blevet stukket, og der opstod panik i klassen.

- Det var ikke meningen, at han skulle dø, forklarede pigen i retten.

- Ulykkelig sag

Hun forklarede, at overfaldet skete i skolen, fordi ambulancen her hurtigere kunne nå frem i modsætning til, hvis hun havde stukket ham på en øde vej uden for skolen.

Anklageren Poul Gade betegner sagen som dybt ulykkelig for både offeret og for pigen.

- Men det var et koldt og kalkuleret angreb på en klassekammerat. Knivstikkeri i skolerne har vi endnu ikke set meget til i Danmark, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Det var et rent held, at drengen overlevede, siger Poul Gade.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk