Pige på løbehjul mistede livet til narkobilist: Idømmes fængsel

En 50-årig mand har ved Retten i Hjørring erkendt, at han påkørte en 12-årig pige og var skyld i hendes død.

Pigen var på vej i skole i Østervrå i Nordjylland, da ulykken skete i november. (Foto: Ejvind Pedersen © Byrd)

En morgen i november sidste år blev en 12-årig pige påkørt af en bil, da hun var på vej i skole på elløbehjul ved Østervrå i Nordjylland.

Pigen mistede livet ved ulykken.

Bilens fører, en 50-årig mand, blev efterfølgende sigtet og tiltalt for uagtsomt manddrab og for at have kørt bil i påvirket tilstand.

Tirsdag har Retten i Hjørring idømt manden ubetinget fængsel i et år og fire måneder. Han er kendt skyldig i begge forhold, som han var tiltalt for.

Det oplyser anklager Sofie Stokholm Jepsen fra Nordjyllands Politi.

- Dommen svarer til den praksis, der er i den type sager, og stemmer overens med den straf, som jeg gik efter, fortæller hun.

Ulykken skete i Østervrå i Nordjylland.

Skal betale erstatning

Forud for dommen havde manden erkendt sig skyldig.

Den dømte skal betale en erstatning til pigens forældre på to gange 75.000 kroner og er blevet frakendt retten til at køre bil i fire år.

Han var på tidspunktet for ulykken påvirket af hash og amfetamin.

/ritzau/