Piger gør stadig mere rent end drenge

Gamle kønsroller fylder i opdragelsen, og det går ud over ligestillingen, mener eksperter.

Det er stadig først og fremmest pigerne, der hjælper til med de huslige pligter derhjemme. (Foto: Børnehaven Møllehøj © DR)

Når der skal vaskes op, gøres rent eller hænges tøj op i hjemmet, er det i højere grad pigerne end drengene, der får lov at tage fat. Det skriver 24 Timer.

Og den arbejdsfordeling skaber problemer for ligestillingen, mener flere eksperter.

Tydelige kønsforskelle

Børnerådet har lavet en undersøgelse med de endnu ikke offentliggjorte tal, hvor 1.100 elever i 5. klasse er blevet spurgt, hvad de skal hjælpe til med derhjemme. Her viser der sig tydelige kønsforskelle.

For eksempel skal 41 procent af pigerne hjælpe med at hænge vasketøj op, mens det kun gælder for 22 procent af drengene. Når det kommer til at gribe fat i opvaskebørste, støveklud eller gulvmoppe er det også pigerne, der tager den største tørn.

Kamp i generationer

Den arbejdsfordeling er bekymrende, mener lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Charlotte Palludan, der også er medlem af Børnerådet.

Pigerne kommer nemlig til at tro, at det er mest naturligt, at de tager sig af de huslige opgaver.

-Det er en kamp, flere generationer af kvinder har forsøgt at vinde, og det er ærgerligt, hvis vores døtre skal gennem samme mølle. For det er et hårdt hverdagsliv som kvinde at skulle stå for størstedelen af de huslige pligter ved siden af et vigtigt arbejde, siger Charlotte Palludan.

Lommepenge motiverer drenge

Børnerådets undersøgelse viser også, at drenge i højere grad end piger ser lommepenge som en motivation til at hjælpe med pligterne derhjemme.

Samtidig viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – SFI, at flere drenge end piger får lommepenge. Selv om det er pigerne, der laver mest.

Psykolog: En ubevidst arv

Forskelsbehandlingen sker dog ikke bevidst fra forældrenes side, mener børne- og familiepsykolog John Halse.

-Når moderne forældre taler om opdragelse og forholder sig intellektuelt til det, mener de, at piger og drenge skal lave lige meget i hjemmet og have lige meget for det.

Erkendelsen er der, men de skvatter i den sociale, ubevidste arv, siger John Halse.

Han mener, at forældrenes ubevidste forskelsbehandling fører til ulighed mellem kønnene i hjemmet, hvor kvinderne kommer til at lave mere. Og samtidig rammes de også på arbejdsmarkedet.

-Der er en åbenbar risiko for lønforskel, når piger allerede i barndommen må acceptere, at de får 100 kroner mindre i lommepenge end drenge, siger John Halse.

Mere bevidste forældre

Ifølge pædagogisk konsulent Henrik Vilsbøll, der holder foredrag og har skrevet bøger om børneopdragelse, skal forældre være bevidste om problemstillingen helt fra børnenes tidligere barndom, hvis de vil ændre noget.

-Man skal have fat i dem allerede som babyer og give drenge noget af pigers vi-kultur med fokus på fællesskabet og det sociale.

Piger skal til gengæld have noget af drenges jeg-kultur med handlekraft og fokus på præstationer. På den måde ville kvinder få bedre mulighed for at kræve det samme i løn som mænd, siger Henrik Vilsbøll.

Der er et skred i gang

Ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er vi allerede på vej i den rigtige retning. Hun tror, at der er ved at ske et skred i forhold til de traditionelle kønsroller i hjemmet.

-I mit arbejde ser jeg flere og flere småbørnsfædre, der vælger at gå hjemme, mens kvinden gør karriere. Og som også står for at hænge vasketøjet op. Når børnene vokser op og ser deres far påtage sig en mere feminin rolle i forhold til tidligere, vil opfattelsen af de traditionelle kønsroller langsomt blive ændret, siger Margrethe Brun Hansen.

Facebook
Twitter