Tema Regeringens forsvarsudspil

Pilot: Færre redningshelikoptere vil koste menneskeliv

Erfaren redningspilot advarer mod spareforslag op til forsvarsforhandlinger

Det vil koste menneskeliv, hvis man reducerer antallet af flyveklare redningshelikoptere fra tre til to i det kommende forsvarsforlig, advarer erfaren pilot. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Onsdag begynder forhandlingerne om fremtidens danske forsvar, efter regeringen har præsenteret sit udspil til et nyt forsvarsforlig.

Et forslag der ifølge DR Nyheders oplysninger blandt andet betyder 500 ekstra værnepligtige årligt. Men forliget betyder også besparelser i Forsvaret, der skal slankes for at få råd til blandt andet nye kampfly.

Et af mange spareforslag går ud på at reducere antallet af døgnbemandede redningshelikoptere fra tre til to. Et effektiviseringsforslag, der ifølge en budgetanalyse bestilt af Forsvars- og Finansministeriet før forhandlingerne årligt kan spare over 100 mio. kr. Men også et spareforslag, der ifølge en erfaren pilot forringer redningsberedskabet.

- Det er en dårlig ide, der i sidste ende kan koste liv. De tilbageværende helikoptere skal dække et langt større område. Der bliver simpelthen længere til yderområderne, siger pensioneret helikopterpilot Tommy Hesselbjerg, en af landets mest erfarne piloter med knap 40 års tjeneste i cockpittet.

I dag står der døgnbemandede redningshelikoptere klar tre steder i Danmark: Aalborg, Skrydstrup og Roskilde.

Ifølge effektiviseringsforslaget er gevinsten mellem 58-103 mio. kr årligt, hvis man lukker helikoptervagterne i Aalborg og Skrydstrup og i stedet opretter en ny i Karup. Helikopterpladsen i Roskilde bevares.

Flyveklare redningshelikoptere i dag

Redningshelikoptere ifølge effektiviseringsforslag

Konsekvenserne er ifølge forslaget blandt andet en forventet stigning i reaktionstiden samt en reduceret ‘overlevelsesgrad’.

- Vi er omgivet af koldt vand hele vinteren. Det er i de fleste tilfælde vandtemperaturen, der dræber. Hvis man ikke har den rette påklædning, går der ikke mange minutter, før man omkommer. Fem minutter kan være forskellen på liv eller død, advarer Tommy Hesselbjerg.

Hvis politikerne nedlægger den tredje helikopterplads, hvad enten den ligger i Aalborg eller Skrydstrup, mister man også muligheden for at have en ekstra helikopter i baghånden. Som var tilfældet ved ulykken i Præstø Fjord i 2011, hvor en lærer omkom og 13 efterskoleelever blev reddet op af det iskolde vand.

- Ved næsten alle store ulykker har det været nyttigt med tre helikoptere. Ved Præstø Fjord fløj besætningen fra Aalborg ud med livsvigtigt udstyr og en læge. Desuden er der langt til et hjertetilfælde på Læsø, hvis de to andre besætninger er på en anden opgave, siger Tommy Hesselbjerg.

Læs også

Med Absalon på krigsøvelse: Den store fjende i øst angriber

Forslaget om at reducere redningshelikopterne har tidligere været i spil. Blandt andet i 2000 og 2012. Konservatives forsvarsordfører har ingen kommentarer til, om forslaget igen bliver en del af de kommende forhandlinger.

- Vi må vente og se, hvad regeringen præsenterer, siger Rasmus Jarlov (K).