Piloter tegner hjerte på himlen: 'Vi vil gerne skabe noget kærlighed'

Et hvidt hjerte af kondens dukkede pludselig op på forårshimlen i København.

Den blå himmel over hovedstaden blev brudt af et lidt anderledes syn omkring middagstid, da fire privatpiloter i hvert deres fly fløj i formation over København.

Med tyk kondens malede de et hjerte, der var en kilometer bredt og kunne ses på himlen fra store dele af København.

- Vi synes, at sundhedspersonalet gør en kæmpe indsats i hele Danmark, og der kan godt gå lidt covid-shaming i den, hvor folk begynder at hakke på hinanden, siger Per Andersen, der er en af de fire privatpiloter bag formationen.

- Så nu ville vi forsøge at skabe lidt kærlighed til sundhedspersonalet og til hinanden. Og vi vidste, at vi kan lave det største hjerte, man overhovedet kan komme til, tilføjer han.

Den årvågne observatør har måske opsnappet, at hjertet ikke stod knivskarpt. Og at det blev tegnet to gange.

- Det kræver meget erfaring med sådan en flyvning. Vi var også nødt til at gøre det et par gange, fordi vi kom lidt skævt ind, så vi måtte lave det om efter første drøn.

- Vi var ikke helt tilfredse med resultatet i første omgang. Det var ikke helt symmetrisk. Det var også derfor, vi gjorde det anden gang, og der blev det lidt bedre, siger Per Andersen.

Per Andersen er en af de fire privatpiloter bag formationen.