Pilotformand: Nye cockpit-regler virker som hovsa-løsning

Hvis man for alvor vil styrke flyvesikkerheden, skal man sætte ind helt andre steder, mener formanden for Danish Airline Pilot Association.

Nye cockpit-regler virke som en hovsa-løsning, mener formanden for de danske erhvervspiloter. (Foto: Iris © Scanpix)

En hovsa-løsning.

Sådan beskriver Aksel Lytzen, formand for Danish Airline Pilot Association (DALPA), de nye cockpit-regler, som flyselskaber som SAS, Norwegian og easyJet har indført i kølvandet på Germanwings-styrtet.

Hvor en pilot førhen kunne sidde alene i cockpittet, hvis den anden pilot eksempelvis skulle på toilettet, skal der nu sidde en stewardesse eller en andet kabinemedarbejder i det tomme sæde.

Men Aksel Lytzen, der repræsenterer mere end 1.300 erhvervspiloter, har svært ved at se, hvorfor der er brug for de nye retningslinjer.

- Det virker som en hovsa-løsning, så man kan sige til offentligheden og passagererne, at der er strammet op efter flystyrtet. Jeg har svært ved at se, hvad de nye retningslinjer skulle gøre godt for. Der er andre steder, man bør sætte ind, hvis man ønsker at styrke sikkerheden om bord, siger Aksel Lytzen.

Kan stoppe motorerne

Ifølge de franske myndigheder var det andenpiloten på Germanwings-flyet, der fik flyet til at styrte, efter han havde låst kaptajnen ude.

Aksel Lytzen understreger, at han ikke vil forholde sig til det konkrete styrt, før alle detaljerne er på plads.

Men hvis en pilot ønsker at begå selvmord om bord på et fly, så er pilotformanden ikke sikker på, at en steward eller stewardesse ville kunne stoppe det.

- Når man først er i cockpittet, kan man lave mange tossede ting, såsom at stoppe motorerne eller på anden made forvolde skade i cockpittet. Betyder det så, at kabinepersonalet også skal til at screenes for at se, om de er psykisk ustabile? De nye regler virker meget populistiske, siger han.

Andre sikkerhedsproblemer

Transportminister Magnus Heunicke (S) har fredag opfordret flyselskaberne til at sikre, at der altid er to besætningsmedlemmer i cockpittet under en flyvning.

Ministeren lægger dog ikke op til at lovgive på området, da der hele tiden kommer nye oplysninger frem, siger han.

Selv om der i det senste år har været flere store flystyrt, er det fortsat langt mere sikkert at tage flyet end eksempelvis bilen eller motorcyklen.

Men hvis man for alvor vil styrke sikkerheden om bord på flyene, bør man ifølge Aksel Lytzen se spørgsmålet i et større perspektiv.

Her handler det ifølge pilotformanden om at se på piloternes og kabinepersonalets grundlæggende arbejdsforhold.

Sikkerhed koster penge

- Hvis jeg som pilot skal tilsikre sikkerheden om bord på flyet, kræver det, at jeg eksempelvis er tilpas udhvilet, og at mit materiel er i orden, siger han og understreger, at aspekter som aflønning, tjenestetid og løn under sygdom er mindst lige så vigtigt.

Men ifølge Aksel Lytzen er piloters arbejdsvilkår under pres, fordi det er blevet så billigt at flyve.

- Der er i dag blevet skåret tæt ind til benet i mange flyselskaber, og derfor må forbrugerne spørge sig selv, om en billetpris på under 150 kroner er nok til også at betale for den sikkerhed, man ellers tager for givet, siger Aksel Lytzen.