Pisa afslører slendrian blandt danske skoleelever

De danske elever kommer for sent og pjækker i stor stil, viser Pisa-undersøgelsen.

Det kniber med at komme til tiden for de danske skoleelever. (© Colourbox)

Det halter gevaldigt med disciplinen blandt de danske skoleelever, som både kommer for sent og pjækker.

Det viser en gennemgang af årets Pisa-undersøgelse, som DR Nyheder har lavet.

I undersøgelsen angav hele 38 procent af de danske elever i undersøgelsen, at de kom for sent mindst en til to gange i løbet af de sidste to uger, og samtidig har næsten hver tiende elev svaret, at de har pjækket mindst en dag inden for samme periode.

- Det er et overraskende højt tal, og det er overhovedet ikke i orden. Det er i hvert fald et konkret indsatsområde, som vi kan gøre noget ved, siger formanden for Dansk Skolelederforening, Anders Balle til DR Nyheder.

Sende sms til forældre

Han mener, at forældrene har et stort medansvar for den sløje selvdisciplin, men at erkender, at skolen også kan blive bedre til at hjælpe.

- Vi skal have forældrene på banen i det her. For det med at møde til tiden er først og fremmest et forældreansvar. Men vi skal også blive gode til at kommunikere med forældrene. Hver gang en elev kommer for sent, skal vi sende en sms, siger Anders Balle.

Derudover mener han også, at der skolen skal blive bedre til at hjælpe de forældre, som ikke har overskud til at sørge for, at deres børn kommer i skole.

- Det er også en væsentlig del af at nedbringe den sociale arv.

De skal forstå konsekvenserne

Formanden for Danske Skoleelever, Agnete Vienberg Hansen, er knap så overrasket over de høje tal. Ifølge hende er de tider, hvor eleverne satte en ære i at møde til tiden og komme i skole i det hele taget overstået.

- Disciplinen er ikke særlig høj, hvis man tænker på klassiske disciplin, som at man skal møde til tiden og lave sine lektier, siger hun.

- Hvis man ikke kan se, at det er relevant at arbejde med Pythagoras eller kan se på skemaet, at man skal læse om Dan Turèll og løbe en tur, så kan det godt være, at man bliver væk.

Hvis det skal lykkes at rette op på tallet, mener Agnete Vienberg Hansen, at lærerne skal blive bedre til at få eleverne til at forstå konsekvenserne ved at blive væk fra undervisningen.

Svenskerne når ikke i skole

Sammenligner man med vores nordiske venner står det skidt til med pjæk. Danmark bliver kun overgået af Finland, hvor man til gengæld kan prale af et af de bedste Pisa-resultater blandt alle OECD-landene.

Når det kommer til mødetider står det knap så slemt til for de danske elever. Til gengæld topper svenskerne listen over de mest udisciplinerede elever.

I deres del af undersøgelsen svarede 55 procent, at de var kommet for sent mindst en gang i løbet af de sidste to uger.

Facebook
Twitter