Planteavler frygter lovkrav: Jeg kan ikke få noget til at spire lige nu

Landbrug & Fødevarer beder politikere om at suspendere fristen for dyrkelse af efterafgrøder.

Planteavler Christian Lerche kæmper med tør jord, der egentlig skulle være klar til at så raps og efterafgrøder.

En prognose for de næste seks ugers vejr får danske landmænd til at slå alarm.

På de gyldne stubmarker rundt om i landet er jorden nemlig så tør, at det er noget nær umuligt at så de efterafgrøder, som loven kræver.

- Jorden slår sprækker, fordi den mangler fugt, og jeg vil ikke kunne få noget som helst til at spire lige nu. Det er katastrofalt, siger Christian Lerche, der er planteavler i Ishøj syd for København.

Christian Lerches frist er 20. august. Her skal han senest have etableret efterafgrøder som græs eller havre, der kan holde på kvælstof fra markens gødning, så det hele ikke siver ud i vandløbene. Der er bare ingen udsigt til vejr, der tillader etablering.

Straf for manglende plantedække

DMIs seksugersprognose viser, at det usædvanligt varme vejr vil fortsætte, og at der kun vil komme enkelte byger lokalt.

- Jeg kan godt så efterafgrøder for datoens skyld, men der er ikke vandressourcer i min jord til, at jeg kan holde dem i live, siger Christian Lerche, som frygter at en forestående kontrol af markerne vil give ham problemer, fordi plantedækket ikke er vokset frem.

- Det kan ganske enkelt betyde, at jeg må bruge mindre gødning næste år - og det går ud over mit dyrkningsår i 2019, tilføjer han.

Dårligste kornhøst i 100 år

Christian Lerche er ikke den eneste danske landmand, der har problemer.

Overalt i Danmark melder landmænd om, at årets kornhøst er den ringeste i 100 år, og de lokale byger, der er udsigt til, er slet ikke i en skala, der kan afhjælpe udfordringerne i jorden på landets marker, forklarer vagthavende meteorolog hos DMI, Henning Gisselø.

- Selvom prognosen åbner op for lidt lokal regn, så er det ikke noget der batter. For at komme ned på det, vi normalt sammenligner os med på den her tid af året, skal vi have 35-40 mm på landsplan. Den mængde regn er der ikke noget, der tyder på, vi får, siger han.

Landbrugstop: Suspender kravet

Landbrugets top opfordrer, på baggrund af prognosen, politikerne til at udskyde fristerne for dyrkelse af efterafgrøder.

- Der er behov for, at politikerne suspenderer de her datokrav hurtigst muligt og i stedet har tillid til, at landmænd gør alt de kan, for at redde så meget som muligt, siger formand i Landbrug&Fødevarer, Martin Merrild, der foruden mere regn håber på lydhørhed fra regeringen.

Og her er udsigterne måske bedre end de er i DMIs seksugersprognose. Både Socialdemokratiet og Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann (V), lover at holde øje med vejrudsigterne og overveje, om fristerne for at så efterafgrøder kan udskydes.

- Indtil videre fastholder vi datoen d. 20. august, men det er klart, at hvis prognoserne holder, så kommer vi til at udskyde den frist, siger ministeren.