Mikroplast i de danske farvande er et langt mindre problem, end det hidtil er blevet opfattet som.

I hvert fald tyder alt på, at vi slet ikke bør bekymre os om, at det ender på vores middagstallerkener.

Det fastslår en gruppe havmiljøforskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en nylig udgivet og fagfællebedømt tidsskriftsartikel.

DTU-forskerne har igennem flere år arbejdet på at fastslå, hvor meget mikroplastik, der findes i de indre danske farvande, og de har undersøgt, hvilken effekt det synes at have på fødekæden.

- Og det er absolut gode nyheder, vi leverer, når man gør det hele op. Det er selvfølgelig negativt, at vi finder plastik i samtlige prøver, men det positive er, at koncentrationen af plastik er meget lav, siger Torkel Gissel Nielsen.

Han er professor og underviser på DTU Aqua, og han har været med til at kortlægge omfanget af mikroplast.

Prøverne viser, at der i ti liter vand blot er én plastikpartikel i gennemsnit og derimod måske 100.000 gange mere helt naturlig og biologisk planteplankton, som vandlopper lever af.

- Vandlopper udgør en væsentlig del af havets fødekæde, og en del af frygten har hidtil gået på, at lopperne spiser de her bittesmå mikroplastpartikler, hvorefter lopperne selv bliver spist af fisk, som mennesker så spiser. Her viser vores undersøgelser imidlertid, at risikoen for, at lopperne overhovedet møder partikler, er meget lav, forklarer Torkel Gissel Nielsen.

- Hvis de møder dem og spiser dem, bliver plastikken som regel spyttet ud, og hvis det alligevel ryger igennem tarmsystemet, bliver det bare skidt ud. Det ophober sig ikke i fiskenes væv, og derfor er der forsvindende lille risiko for, at mikroplastik til sidst ender i vores mad. Risikoen er stort set lig nul.

Ved hjælp af særligt laboratorieudstyr og videooptagelser har forskerne dokumenteret, at i fire ud af fem tilfælde spytter vandlopperne plastikken ud som små børn, der opdager selleri-stykker i kødsovsen til spaghettien.

Det er vores egen skyld

Torkel Gissel Nielsen påpeger i samme åndedrag, at det er vi mennesker selv, der er skyld i, at der overhovedet findes plastik i havet, da det jo ikke er naturligt forekommende.

Der er blandt andet fundet plastik i pingvinkolonier i Antarktis, på bunden af Marianergraven, på toppen af Mount Everest, i havet nord for Grønland og på en hvilken som helst ubeboet ø, hvor mennesker aldrig har sat sine fødder.

Det gælder både de meget små stykker mikroplast og de store stykker makroplast, som flyder rundt og udgør en risiko for særligt store dyr som tunfisk, albatrosser, havskildpadder og delfiner.

Plasten kommer fra eksempelvis maling, bildæk, fleecetrøjer og forskellige former for plastaffald, der smides i naturen. Det kan også været gamle fiskenet, der ikke bliver brugt længere. De såkaldte "spøgelsesnet", som flyder tilfældigt og passivt omkring.

- Vi skal helt bestemt være bekymrede for plastik i havet helt generelt, for det er et problem, og det hører ikke hjemme der. Vores resultater afdramatiserer blot den del, der handler om mikroplast som en del af fødekæden. Det problem er så lille, at det ikke bør overskygge de meget større problemer, der reelt truer havmiljøet, siger Torkel Gissel Nielsen.

Han nævner klimaforandringer, stigende havtemperaturer, for stor udledning af spildevand i havet og udledning af kvælstof fra landbruget som eksempler.

Fint med lopperne - men hvad med ormene?

Miljøbiolog Henrik Beha Pedersen er stifter af organisationen Plastic Change, der arbejder for at bekæmpe plastikforurening ved at reducere produktion og forbrug ved blandt andet at udbrede genbrug.

Han er glad for, at der kommer fokus på problemet med plastik i havet, men han er ikke helt enig i værdien af resultatet af DTU-forskernes undersøgelser med primært fokus på vandlopperne. De burde bogstavelig talt have kigget længere ned i dybet, mener han.

- DTU's studier er sådan set fine, men de er også afgrænsede i forhold til risikoen. Vandlopper lever oppe i vandsøjlen, og de har nemt ved at udskille plastik, mens andre dyr kæmper mere med det.

- Hvis man virkelig vil undersøge effekten ved plastik i vandet, bør man i stedet se på de dyr, der lever helt nede i sedimentet i sandet. Eksempelvis orme, siger Henrik Beha Pedersen.

Han mener, at vi først lige er begyndt at forstå, hvilken risiko mikroplast har for menneskers sundhed, og han henviser til forholdsvis nye forskningsresultater fra udlandet, der viser, at mikroplast i nogle tilfælde ender i menneskers blod. Det skrev videnskab.dk blandt andet om i marts sidste år.

Torkel Gissel Nielsen forstår godt argumentet fra Henrik Beha Pedersen, men han påpeger, at han og kollegerne ikke kun har set på vandlopper. De har også undersøgt forskellige slags fisk og bunddyr som muslinger.

Der er derfor intet at udsætte på resultaterne, mener han.

- Han har ret i, at lopperne lever oppe i overfladen, men faktum er altså, at stort set alle fiskearter lever af dem, og derfor har de kæmpestor betydning for hele økosystemet i havet. Mig bekendt findes der ingen studier, der viser, at bunddyr ikke også er i stand til at udskille mikroplast.

- Uanset hvad er vores hovedbudskab, at koncentrationen er så lav oppe i vandet, at vi mennesker ikke skal frygte det i den fødekæde, hvor fiskene ender i vores maver, fastslår Torkel Gissel Nielsen over for DR Nyheder.