Plastikaffald: Vi skal lære af tyskerne

Danmark er i bunden af ranglisterne, når det handler om at få genanvendt plastikemballage.

Der er kommet flere spande under vasken i de fleste hjem, men mange af vores nabolande er stadig bedre til at få genanvendt husholdningernes plastikaffald. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De seneste år er der kommet skraldespande til plastik i mange baggårde og parcelhusindkørsler, men sammenlignet med flere europæiske lande sakker vi stadig bagud i forhold til at få genanvendt de cirka 125.000 ton plastik, der hvert år smides ud i private husholdninger.

Mens for eksempel Tyskland og Tjekkiet genanvender halvdelen af plastikemballagen, er det kun omkring en tredjedel herhjemme, viser data fra de europæiske plastikproducenter.

Der er både miljøfordele og milliarder af kroner at hente, hvis vi bliver bedre til at genanvende, viser en rapport fra Innovationsfonden og konsulentvirksomheden McKinsey, som er udkommet i dag.

Men hvad er det så, der gør tyskerne bedre? Jo, de har simpelthen sorteret plastik fra husholdningerne i flere årtier længere end os, lyder det fra Niels Toftegaard fra affaldsselskabernes interesseorganisation, Dansk Affaldsforening.

- Det er klart, at Tyskland er stærkere på at få indsamlet plastikemballagematerialet, og det handler nok om, at både borgerne og affaldsbranchen har lært at prioritere det over så mange år. Det er der, deres fokus har ligget, siger han.

Ret nyt for danskerne at sortere

I Tyskland skabte man allerede i starten af 1990’erne organisationen Der Grüne Punkt, som har sørget for indsamling af sorteret emballageaffald fra forbrugerne.

I Danmark har skiftende regeringers affaldsstrategier i højere grad handlet om store strukturer som pantsystemet og industrien.

- I mange år har der herhjemme været fokus på at genanvende erhvervslivets plastikaffald, og det er vi blevet rigtig gode til. Men det var først med Ida Aukens affaldsstrategi, der kom i 2013, at der for alvor kom fokus på, at vi som almindelige borgere skulle sortere plastik. Så i Danmark er det relativt nyt, at vi kæmper for at genbruge den plastikemballage, husholdningerne smider ud, siger Niels Toftegaard.

Men den danske tilgang har ikke nødvendigvis været tosset.

- Tanken har nok været, at det var mere besværligt at få genanvendt affaldet fra husholdningerne end industrien, som har mere rent plastik og større mængder af gangen. Så det har handlet om at plukke de lavest hængende frugter – og plastikemballage fra husholdninger er sammensat af mange typer, farver og hårdheder og i langt mindre mængder, så det er bare mere besværligt, siger Niels Toftegaard.

Vi er dygtige til industriens plast

Det danske fokus på erhvervsaffald gør til gengæld, at vi er blandt de dygtigste til at sortere på det område, og i og med, at der kommer næsten dobbelt så meget plastik fra virksomhederne, er det samlede regnestykke for Danmark fornuftigt, når vi sammenligner os med de andre europæiske lande.

Ser man på den samlede genanvendelse af plastik, ligger Danmark og Tyskland dog på nogenlunde samme niveau.

Danmark genbruger knapt 37 procent, når alt tælles med, mens tyskerne ligger lige under 39 procent. Begge lande er i toppen af statistikken for Europa.

- Så overordnet set kan man sige, at mens vi nu skal blive bedre til at få husholdningernes plastik håndteret, er Tysklands udfordring at blive bedre til erhvervslivet. Det afspejler, at vi har haft to forskellige tilgange fra starten, siger Niels Toftegaard.

Facebook
Twitter