Platforme gik ned, efter coronapas pludselig var blevet en del af genåbningsplan: Direktør er optimistisk

Statsministerens udmelding tog Sundhed.dk og Min Sundhed-app på sengen.

Brugere havde svært ved at komme på appen Min Sundhed i dag. Det er den, som danskerne i den næste tid skal bruge til at fremvise deres coronapas. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Indtil slutningen af maj måned skal danskerne tjekke og fremvise deres coronapas via webportalen Sundhed.dk og i appen 'Min Sundhed'. Først her er en ny privatudviklet app færdig.

Men allerede i dag havde de offentlige platforme svært ved at håndtere presset fra de mange brugere, der ville tjekke deres coronapas.

Webplatformen havde lange svartider, og det var ikke muligt at få adgang til appen.

Morten Elbæk Petersen, direktør for Sundhed.dk, der står bag begge platforme, fortæller at statsministeren Mette Frederiksens (S) pressemøde tog dem på sengen.

- Det er nogle udfordringer, der er opstået, fordi vi oplever et voldsomt peak af trafik, siger han til DR Nyheder.

- Vi har ikke været forberedt på, at der ville komme en udmelding, som der gjorde i nat omkring genåbningen, hvor platformene blev nævnt og fik en ret fremtrædende rolle, fortæller han.

Mere serverplads

Problemerne opstod fra morgenstunden, fordi mange danskere, da de stod op, ville tjekke de platforme, som Mette Frederiksen havde nævnt. Ved ti-tiden var platformene dog brugbare igen, oplyser Morten Elbæk Petersen.

Sundhed.dk har i løbet af julen oprustet med ekstra serverplads og teknikere på døgnvagt, men man vil nu opruste endnu mere for at imødegå presset, når danskerne efter påske skal bruge deres coronapas til at bevise over for blandt andet frisører og andre, at de er testet negative eller vaccineret mod corona.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte på et pressemøde sent i går, at danskerne allerede havde et coronapas. Da danskerne stod op, ville de tjekke det, og det gav platformene problemer. (arkivfoto). (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Vi har ret store ambitioner om at træde nogle skridt op, men det tager noget tid, og vi må samtidigt holde fokus på den udfordring, vi har lige nu, og se på, hvordan kan vi håndtere det, siger han

- Størrelsesmæssigt er vi gået fra en til fire servere, og nu går vi fra fire til seks. Og det gør vi på begge platforme, og det er planlagt og under konstruktion, så det vil være færdigt inden for ganske kort tid, fortæller han.

DR's techkorrespondent Henrik Moltke vurderer, at dagens nedbrud er udtryk for en aktuel overbelastning, som kan løses. Men sundhed.dk og den tilsvarende app er en midlertidig og ikke-optimal løsning.

- Jeg tror, at de nok skal få styr på kapacitetsproblemerne, men det er en midlertidig løsning, indtil vi får den nye app. Her vil man også kunne verificere resultaterne, for det kan man ikke nu. Man kan simpelthen ikke tjekke, at det, man står med i hånden lige nu, er ægte, siger han.

Stor udrulning til mange mennesker

Ifølge lektor John Stouby Persson fra Institut for Datalogi ved Aalborg Universitet illustrerer dagens problemer udfordringen for offentlige it-løsninger, hvor mange brugere forventer at kunne komme til samtidigt.

Han sammenligner det med de digitale kø-problemer, der hvert år opstår, når danskerne vil tjekke deres årsopgørelse hos Skat.

- Hvis man laver en stor udrulning til mange mennesker og mange situationer samtidigt, er risikoen for, at noget går galt, større, siger han.

De private firmaer Trifork og Netcompany skal levere den nye strømlinede coronapas-app, der i slutningen af maj skal overtage fra Sundhed.dk og Min Sundhed.

Kort tid til stor løsning

Det er usædvanlig kort tid for et offentligt udviklingsprojekt, vurderer John Stouby Persson. Udfordringen er desuden, at man ikke kan rulle appen langsomt ud og rette fejl undervejs, som normalt er den bedste måde at lancere et it-projekt på.

Alle danskere vil nemlig forvente, at deres corona-app fungerer perfekt fra dag ét.

- Både det at ramme rigtigt første gang og så gøre det hurtigt. Det bliver vanskeligt, siger John Stouby Persson.

Henrik Moltke mener også, at det meget kort tid, som udviklerne har til at lave den nye app til coronapas.

- Jeg har lidt ondt af de udviklere, der skal sidde og lave det så hurtigt. Men jeg tror godt, at det kan lade sig gøre, men det er en stor udfordring, siger han.

Kompleks konstruktion

Indtil videre er det altså de offentlige platforme, der skal bruges. Sundhed.dk er dog ikke strømlinet til at agere coronapas.

- Vores udfordring er, at vi er en uhyre kompleks konstruktion, der har 170 forskellige datakilder, som vi integrerer, fortæller direktør Morten Elbæk Petersen.

Men med henblik på dagens problemer mener han så, at det er realistisk, at Sundhed.dk-platformene ikke går ned, når danskerne står og skal bruge deres coronapas?

- Min erfaring er, at en kontinuerlig høj trafik har vi meget gode muligheder for at håndtere. Det er peaks, der lige nu driller, og Mette Frederiksen holder jo ikke pressemøder hver dag, hvor hun nævner os som en løsning. Så når det kommer ind i en mere kontinuerlig fase er jeg optimistisk, siger Morten Elbæk Petersen.

Facebook
Twitter