Plejeforældre i Mern-sag vil frifindes

I dag sættes der med stor sansynlighed punktum i Mern-sagen, hvor to plejeforældre sidste år blev dømt for vold og mishandling af ni plejebørn.

Mern ved Vordingborg blev natten over kendt som byen, der husede en plejefamilie, der vanrøgtede sine plejebørn. I dag satser plejeforældrene på frifindelse i Landsretten. (Foto: Morten Seligmann © DR)

Hævngerrige og meget fantasifulde problembørn - eller brutale og kyniske plejeforældre?

I dag sættes der med stor sansynlighed et endeligt punktum i den årelange Mern-sag, hvor to plejeforældre sidste år blev idømt to et halvt års fængsel for vold og mishandling af ni plejebørn gennem en periode på 20 år.

Kræver frifindelse

Plejeforældrene ankede nemlig dommen til Landsretten, som i dag skal tage stilling til deres skyld. Og når de i dag møder op i landsretten i Nykøbing Falster, så kræver deres forsvarere, at de bliver frifundet.

I april sidste år ankede parret byrettens dom på 2,5 års fængsel i en sag, som dengang fyldte medierne med rystende detaljer om årelang svigt, indespærring, vold og trusler. Plejeforældrende blev også dømt til at betale mere end 225.000 kroner i erstatning til de forudrettede børn, Og så blev de frakendt retten til at arbejde med børn eller unge under 18 år.

Plejebørn har vidnet igen

Dengang lagde retten vægt på at de forskellige vidneforklaringer fra børnene var meget ens - selvom børnene havde boet hos plejefamilien i forskellige perioder - og ikke kendte hinanden.

Her kom det frem at tre børn havde været indespærret, mens seks andre var blevet udsat for vold. Herudover var et barn blevet straffet med stroppeture på gårdspladsen. Desuden truede plejefaren med at ville skyde to af børnene.

Men plejeforældrene nægter sig altså skyldige i de mange anklager. Og anken til landsretten har betydet, at alle plejebørnene de seneste måneder løbende er mødt i retten for at gentage deres forklaringer.

FacebookTwitter