Plejehjem: Beboere har ret til selv at stå for håndkøbsmedicin

Der skal ikke være frit lejde, men det er en god idé at give beboere på plejehjem piller uden at spørge læge, mener ledere.

Plejehjemsbeboere har ret til selv at stå for panodiler og afføringspiller, mener Lægeforening og plejehjemsledere. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Ældre på plejehjem kan ikke få stillet svage smerter med almindelig håndkøbsmedicin, uden at deres praktiserende læge bliver spurgt først.

Det er ulogisk og spild af både plejehjemspersonalets og lægernes tid, lyder det fra Lægeforeningen.

Ole Mørk Nielsen, som er formand for Lederforum, der organiserer ledere på plejecentre og i hjemmeplejen, melder sig enig i den betragtning.

- De kan have været vant til at tage hovedpinepiller eller afføringsmedicin derhjemme uden at spørge lægen. Man har altid sagt, at plejehjem er beboernes hjem, og der har de ret til at bestemme selv, siger han.

Lægeforeningen lægger onsdag op til at uddelegere opgaven med at dosere svagt smertestillende medicin til personale på plejehjem.

- Vi foreslår, at man bløder op for den meget bureaukratiske procedure, der er nu, siger Michael Dupont, næstformand i Lægeforeningen.

I Lederforum antager Ole Mørk Nielsen, at forslaget vil blive taget positivt imod.

- Vi er ikke ude i receptpligtig medicin, og beboerne har ret til at administrere det som alle andre, hvis de er ved deres fulde fem, siger han.

- Man skal selvfølgelig ikke bare give løs af det. Personalet skal stadig holde øje med, at det ikke slører for symptomer på andre sygdomme eller er et misbrug, tilføjer formanden.

Han peger samtidig på, at det har været muligt før i tiden. Siden er en række stramninger dog kommet til, og det har gjort processen mere kompliceret.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk