Plejehjem, institutioner og skoler ramt af skybrud

Plejehjem, daginstitutioner og skoler er ramt af skybrud. Lige nu er der skader på 250 af kommunens ejendomme.

Det ser flot ud, men det medfører også mange skader. Nu er skaderne på offentlige ejendomme ved at være kortlagt af Københavns Kommune (Foto: Steen L. Larsen © DR Brugerbillede)

Samlet er der anmeldt 250 vandskader på kommunens ejendomme efter de voldsomme mængder af regn, der faldt lørdag.

Det fortæller Bo Mondrup, der er distriktsleder for Indre By, Østerbro og Amager.

- Vi står på hovedet for at få løst problemet. Men vi kan simpelthen ikke få mandskab nok til at fjerne vandet, siger han.

Det er blandt andet på plejehjem, daginstitutioner, skoler og idrætsanlæg, der er problemer med vand i kældrene.

Og lige nu tager man opgaverne med at få ryddet op i prioriteret rækkefølge:

- Det er først og fremmest plejehjem og daginstitutioner, vi forsøger at få gjort klar igen. Men lige nu kan jeg ikke sætte tid på, hvor lang tid, det kommer til at tage, før alt er klar igen, siger Bo Mondrup.

Facebook
Twitter