I Frederiksberg Kommune er seks borgere i ældreplejen døde med coronasmitte. I Københavns Kommune er det 11.
Og på plejecentre i både Roskilde, Vallensbæk og i Brønderslev er der udbrud med mange smittede.
I Vallensbæk er en død, tre er indlagt på sygehuset og otte smittede er i isolation efter et udbrud af coronasmitte på et plejecenter.
I Roskilde er mindst fire beboere og syv medarbejdere smittet med corona på et plejecenter.
I Brønderslev er seks beboere og ni ansatte på det samme plejecenter smittet.
Og det er langt fra de eneste steder, hvor corona rammer plejehjem og ældrepleje. I mindst 35 af landets 98 kommuner er coronasmitten kommet ind bag murene på plejehjem og i hjemmeplejen. Det viser en kortlægning, som DR Nyheder har foretaget.
- Det er det, vi har frygtet. Nu kan vi se, at smitten for alvor kommer ind på plejehjemmene, hvor nogle af landets mest syge og svage bor, siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen.
Corona-smitten i de 35 kommuner spænder fra en enkelt ansat eller beboer på et plejehjem til eksempelvis København, hvor der er smitte på seks plejehjem.
Der er omkring 950 plejehjem i Danmark.
Det er ikke overraskende, at virusset rammer i ældreplejen, hvor de mest sårbare og udsatte befinder sig, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.
- Det er ikke overraskende, når vi ser på de internationale erfaringer. De viser, at det virkelig er vigtigt, at alle har en skærpet opmærksomhed i forhold til at følge anbefalinger og retningslinjerne, siger han.
På kortet herunder kan du se, i hvilke kommuner der er konstateret smitte på plejehjem.
Svært at håndtere retningslinjer
Ifølge Nis Peter Nissen fra Alzheimerforeningen lider 80 procent af beboerne på landets plejehjem af demens. Og mange har også andre sygdomme. Derfor er det meget alvorligt, hvis de bliver smittet.
- Vi frygter, at den udvikling, vi ser på plejecentrene med smitte, kan føre til, at vi får endnu flere dødsfald. Det er jo nogle af de allersvageste og mest sårbare patienter, som bor på plejehjem. De har stort set alle sammen flere underliggende kroniske sygdomme. Og op mod 80 procent af dem har demenssygdomme, som gør, at de er meget lidt i stand til at undgå smitte eller håndtere den nødvendige hygiejne, siger Nis Peter Nissen.
I Kommunernes Landsforening (KL) er man ikke overrasket over, at smitten er kommet ind på plejehjemmene.
- Det er desværre, hvad vi måtte forvente. Det er en epidemi, der har bredt sig til hele Danmark, siger direktør i KL, Christian Harsløf.
Han understreger, at kommunerne hurtigt indførte besøgsforbud på plejehjem, da coronasmitten tog fart i Danmark, for at beskytte beboerne mod smitte. Men det er ikke muligt at fjerne risikoen helt.
- Vi ved ikke, hvor smitten kommer fra, men det mest sandsynlige er, at den kommer med personalet, for de færdes ude i samfundet, når de har fri. Så er det, at risikoen opstår, siger Christian Harsløf.
Mangel på værnemidler
Der har i de seneste uger været fokus på, at kommunerne har manglet værnemidler til deres ansatte i ældreplejen. KL-direktøren kalder lige frem situationen for "kritisk".
- Det er min opfattelse, at der gennem et stykke tid har været knaphed på værnemidler. Helt aktuelt er situationen kritisk rundt omkring. Vi har set tilfælde, hvor lokalsamfundet har trådt til og fundet det, der var i lokale byggemarkeder og supermarkedet, der kunne bruges.
Kan den knaphed på værnemidler have været med til at udbrede smitten?
- Det kan jeg ikke vide, for jeg ingen viden om, hvorvidt de folk, der har været eksponeret for smitte, har manglet værnemidler eller ej. Men det er klart, at for at være på den sikre side vil vi helst have en rigelighed af værnemidler. Og det har vi ikke haft, siger han.
Christian Harsløf forventer, at det er ved at løse sig. Det sker blandt andet ved, at mange danske virksomheder omstiller deres produktion, så de producerer håndsprit og værnemidler i stedet for de produkter, der normalt bliver lavet på fabrikkerne. Det giver ifølge Christian Harsløf en større sikkerhed i leveringen.
Ansatte vil have set på retningslinjer
Som retningslinjerne er i dag, skal de ansatte i ældreplejen kun bruge værnemidler, hvis de er i kontakt med borgere, som er smittet med corona eller mistænkt for at være det. Men de ansattes fagforbund, FOA, vil gerne løbende have vurderet, om retningslinjerne er gode nok. For hvis de ansatte bliver smittet, kan de bringe virusset videre.
- Bliver det meget værre, kan vi godt risikere at stå i problemer. Det er også derfor, vi har sendt en lille hilsen til Sundhedsstyrelsen om, at vi nu vil have kigget på de her retningslinjer. Hvordan er det, vi beskytter de borgere, vi er tæt på i lang tid ad gangen, og hvordan beskytter vi vores medlemmer, siger Torben Hollmann, sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA.
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er ikke afvisende.
- Det kan godt være, vi kommer til at præcisere vores retningslinjer, særligt fordi vi er i en epidemi, som kan strække sig ud. Der er ingen tvivl om, at de retningslinjer er noget, vi løbende opdaterer, så de hviler på den bedste dokumentation og den bedste standard, sagde Brostrøm på et pressemøde fredag.
Alzheimerforeningen appellerer til, at retningslinjer, der skal forhindre og begrænse smitte, bliver overholdt.
- Der er altså nogle steder, hvor der ikke rigtig er styr på det. Hvor der er alt for mange vikarer, som ikke overholder de regler og retningslinjer, som er lavet. Og medarbejdere har selv sagt i medierne, at der ikke var styr på, hvor værnemidlerne var, da først smitten kom i udbrud på de pågældende plejecentre.
- Det er derfor, vi siger, at der er et lidt for uensartet billede set med vores øjne, og derfor må sundhedsmyndighederne sikre, at der er tilstrækkelig med personale og værnemidler til at kunne håndtere et smitteudbrud på et plejecenter, hvor nogle af de mest syge og svageste borgere i Danmark bor, siger Nis Peter Nissen.