Plejehjemsleder foreslår overvågning af ansatte

Lav videoovervågning af personalet på plejehjem, hvor der er mistanke om, at de ældre svigtes eller behandles hårdhændet. Det foreslår formanden for plejehjemslederne. Han får opbakning af de pårørende, men plejepersonalet kalder tanken uacceptabel.

Plejehjem, Fælledgården (Foto: Eva Seider © Scanpix)

De seneste dage har Plejehjemmet Fælledgården fået massiv omtale i medierne. Skjulte tv-optagelser har vist, hvordan personalet ignorer, når de ældre skal på toilet, og hvordan beboerne får liggesår, fordi de ikke kommer ud af sengen.

Nu foreslår formanden for plejehjemslederne, Erik Lehm, at videoovervågning af personalet på landets plejehjem kan bruges ved mistanke om tilsvarende sager.

Ved mistanke

- I de tilfælde, hvor man har en virkelig begrundet mistanke om svigt, kan man gå ind og bruge videoovervågning. Og jeg mener, det skal være i absolut undtagelsestilfælde, at man gør det, siger Erik Lehm.

Lehms tanke om overvågning vinder ikke gehør hos plejehjemspersonalet. Plejehjemspersonalets forbund kalder ideen om overvågning for uacceptabel.

Personale afvisende

Sektorformand for social og sundhed i FOA, Karen Stæhr, siger, at det i stedet er nødvendigt at plejehjemslederne får bedre kontakt til deres ansatte.

- Tag en samtale med dem, der skal måske noget uddannelse til eller noget mere supervision, det hjælper ikke at overvåge, siger Karen Stæhr fra FOA

Pårørende positive

Pårørende til beboere på plejehjem er derimod ikke afvisende over for Lehms ide om at bruge videoovervågning ved mistanke om svigt.

- Overvågningen skal kun bruges i helt ekstraordinære situationer, hvor man har udtømt de gængse muligheder for at bekræfte eller afkræfte mistanker om svigt, siger Alice Wulff, der er formand for Pårørendegruppen.

Facebook
Twitter