Politi advarer: Livsfarlige bedøvelsesmidler stjålet fra privathospital

Et privathospital i Aarhus har anmeldt tyveri af medikamenter, der potentielt set er livsfarlige.

Der er tale om medikamenterne Suxamethon, Nimbex, Ultiva, Propofol og Remifentanil, skriver Østjyllands Politi. (© Østjyllands Politi)

Da personalet på privathospitalet Aros i Aarhus mødte på arbejde i morges, manglede der en ukendt mængde medikamenter, der kan være livsfarlige, hvis de bruges forkert.

Det skriver Østjyllands Politi.

Der er tale om muskelafslappende midler og bedøvelsesmidler. Endnu står det ifølge politiet kun klart, at tyveriet er sket mellem klokken 16 søndag og klokken syv mandag morgen.

Og personalet blev noget overraskede over at se, hvad det var, der manglede, fortæller Kathrin Korsby, der er sygeplejerske privathospitalet Aros.

- Det er meget potente stoffer, som normalt bruges til at bedøve folk. Blandet andet en hel del af det man kalder muskelrelakserende stoffer, som får musklerne til at slappe fuldstændigt af.

- Alle muskler slapper af inklusiv de muskler, man bruger til at trække vejret. Det vil sige, man holder op med at trække vejret, hvis man ikke enten bliver ventileret med hånd eller sat i respirator. Det er ikke noget, folk skal eksperimentere eller lege med, siger Kathrin Korsby.

Politiet beder om hjælp

Tyveriet er blevet anmeldt mandag morgen. På lægernes opfordring går Østjyllands Politi til offentligheden og beder om hjælp.

Der er tale om medikamenterne Suxamethon, Nimbex, Ultiva, Remifentanil og Propofol, som var det stof, sangeren Michael Jackson døde af at have taget.

Katrin Korsby undrer sig over det, tyven eller tyvene er gået efter:

- Vi har tre kasser stående, hvor vi har det, der hedder akutmedicin, og de er også fjernet. Jeg vil sige, det er pudsigt, det der er fjernet. Det er meget pudsigt, siger hun.

Vagtchef Jes Frederiksen ved Østjyllands Politi kan ikke oplyse hvor stor en mængde, der er tale om.

Der er endnu ingen indikationer af, hvorvidt det er en person med kendskab til hospitalet eller en fremmed, der har været på spil, oplyser han videre.

Borgere opfordres til at kontakte politiet, hvis de får kendskab til, hvor medikamenterne kan være.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter