Politi affyrede varselskud: Væbnet røveri var blot en filmoptagelse

- Det kunne i princippet lige så godt have endt med, at vi havde skudt dem, siger Jens Jespersen fra Københavns Politi, fordi filmoptagelse ikke var varslet.

Politiet afspærrede området omkring kiosken på Nygårdsvej på Østerbro i København, hvor en anmeldelse om et våbnet røveri viste sig at være en filmoptagelse. Foto: Nynne Hein Møller.

I går aftes omkring klokken 22.30 modtog Københavns Politi to henvendelser om et væbnet røveri, der var i gang ved en kiosk på Nygårdsvej på Østerbro i København.

Da politiet når frem til stedet, er "gerningsmændene" stadig inde kiosken, hvor de holder genstande, som politiet umiddelbart vurderer til at være skydevåben. Derfor affyrer en af betjentene et varselsskud, inden han og kollegaerne anholder de mistænkte.

- Umiddelbart efter pågribelsen finder vi så ud af, at der er tale om en filmoptagelse i forbindelse med et medieprojekt, som man var i gang med at filme, fortæller Jens Jespersen, politiinspektør ved Københavns Politi til DR Nyheder.

Han fortæller, at politiet mødte talstærkt op, da de havde fået oplysninger om, at der også holdt en flugtbil klar lige ude foran kiosken.

Freelancefotograf ved DR Mads Bo Nielsen så hele optrinnet fra sit lejlighedsvindue, og han bekræfter, at politiet mødte talstærkt op.

- Jeg hørte et skud, som, jeg først troede, var fyrværkeri, og da jeg kiggede ned på gaden, kunne jeg se masser af betjente, som havde lagt en person ned på jorden. Det var slet ikke til at se, at der blev filmet i området, fortæller han.

Rigtig, rigtig uintelligent opførsel

Jens Jespersen siger, at det umiddelbart ikke får nogen konsekvenser for den gruppe personer, som lavede filmoptagelserne, og som blev forvekslet med virkelige røvere.

- De er forhåbentlig blevet så overraskede og chokerede, at de aldrig nogensinde kan finde på at begå sådan en tåbelighed igen. Det her kunne i princippet lige så godt have endt med, at vi havde skudt dem.

- Med det trusselsbillede, som vi i Danmark i øjeblikket befinder sig i, så er det en rigtig, rigtig uintelligent måde at opføre sig på, siger Jens Jespersen.

Københavns Politi havde ikke modtaget nogen meddelelse om, at der fandt filmoptagelser sted. Derfor opfordrer Jens Jespersen til, at man giver politiet besked, hvis man har planer om at filme i det offentlige rum.

- Går man med tanker om at lave eksempelvis filmoptagelser, så må man meget gerne ringe til politiet for at orientere dem og gerne afmærke stedet, så udefrakommende har en chance for at opfatte, hvad der sker, siger han.

Facebook
Twitter