En 36-årig mand, der er kendt som bandemedlem i København, blev omkring klokken 23 i aftes skudt flere gange af mindst to gerningsmænd på Amagerfælledvej i København.
Manden blev i løbet af i nat erklæret død på Rigshospitalet.
Efter skyderiet stak gerningsmændene af i en stjålet bil, og det er politiets teori, at det var den bil, som blev brændt af i Brøndby i nat.
Det fortæller politiinspektør Torben Svarrer, Københavns Politi.
- Vi kan sige, at der formentlig blev anvendt to våben, hvorfor vi mener, at der er mindst to gerningsmænd. De kommer til stedet i en bil, hvor der kan have siddet yderligere en eller flere medgerningsmænd.
Politiet kan endnu ikke sige, om skyderiet relaterer til bandemiljøet eller ej.
- Vi har foretaget flere afhøringer i nat, men vi vil selvfølgelig gerne høre fra vidner eller andre, der har kendskab til sagen, siger politiinspektør Torben Svarrer.
Hvad kan I sige om gerningsmændene?
- Det er meget begrænset. Vi efterforsker intenst lige nu med at indsamle video og foretage afhøringer, så vi kan sammenstykke et billede, som vi eventuelt kan give et signalement ud fra, siger politiinspektøren.
Ifølge DR Nyheders oplysninger var den afdøde ledende medlem af bandegrupperingen Gremium.
Det ønsker Torben Svarrer dog ikke at kommentere. Han vil til gengæld gerne bekræfte, at den 36-årige ikke tilhørte hverken Brothas eller Loyal to Familia, som er to bander, der lå i konflikt sidste år.