Politi efterforsker igen rutsjebaneulykke

Syd- og Sønderjyllands Politi genoptager nu efterforskningen af en ulykke i Sommerland Syd i Tinglev. Ved ulykken for seks uger siden brækkede en kvinde fra Aabenraa ryggen to steder efter en tur i en ældre rutsjebane.

Ved ulykken for seks uger siden brækkede en kvinde fra Aabenraa ryggen to steder efter en tur i en ældre rutsjebane i Sommerland Syd. (Foto: DR © DR)

Syd- og Sønderjyllands Politi genoptager nu efterforskningen af en ulykke i Sommerland Syd i Tinglev. Ved ulykken for seks uger siden brækkede en kvinde fra Aabenraa ryggen to steder efter en tur i en ældre rutsjebane.

Brigitte Lauridsen fra Aabenraa gled ned under den sikkerhedsbøjle, som skulle holde hende fastspændt i stolen. Mødet med bunden i rutsjebane-vognen kostede en tur på sygehuset og en ryg, der nu holdes sammen af fire skruer.

- Det er fuldstændig vanvittigt at det her kan ske. Jeg mener der er noget helt galt med sikkerheden og det efterfølgende opklaringsarbejde har været elendigt, siger Brigitte Lauridsen til TV AVISEN.

Knubs og hårde stød

Ifølge TV AVISENS oplysninger har adskillige gæster i årernes løb fået knubs og hårde stød i rutsjebanen. På trods af ulykken valgte politiet at genåbne forlystelsen efter få timer.

- Sikkerhedsbøjlen blev efterfølgende afprøvet og den greb fat som den skulle - derfor mener vi ikke, der er fejl på de tekniske sikkerhedsanordninger eller betjeningen af rutsjebanen, siger Thomas Prip, chefpolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV AVISEN.

Ved de fleste alvorlige ulykker i forlystelsesparker herhjemme tilkalder politiet Teknologisk Institut, der har ekspertise i at lave havariundersøgelser. Det skete ikke da Birgitte Lauridsen brækkede ryggen. Nu har Syd- og Sønderjyllands Politi ændret mening.

- Efter ulykken i Liseberg i går Sverige og på baggrund af de øvrige ulykker herhjemme vil vi nu have Teknologisk Institut til at tage ud i Sommerland Syd og se på om indretningen og kravene til rutsjebanen er i orden.

Sikkerhedgodkendt en måned før

Rutsjebanen blev kun en måned før ulykken sikkerhedsgodkendt af Teknologisk Institut, der udfører samtlige sikkerhedskontroller i forlystelsparken.

Andras Splidt der er pressemedarbejder i Teknologisk Institut sender dog ansvaret videre til ejeren af forlystelsen.

- Det er lissom når man tager sin bil til syn, så kan man ikke være sikker på at bilen holder efter to måneder og der er desværre ikke nogle garantier, når vi har lavet de her sikkerhedsgodkendelser. Det er i sidste ende ejerens ansvar, siger Andras Splidt.

Piskesmældslæsioner og brækkede to ribben

Ulykken i Sommerland Syd er ikke det eneste knoglebrud i forlystelsesparken I 2003 fik en kvinde piskesmældslæsioner og brækkede to ribben - og i 2001 brækkede en yngre mand to lændehvirvler - det skete altsammen i parkens rutsjebaner.

Direktøren i Sommerland Syd, Hans Jørgen Rysgaard mener ikke at der er problemer i parken.

- Vi har millioner af gæster og den omtalte rutsjebane bliver godkendt hvert år. Når politiet og Teknologisk Institut har givet grønt lys så kører vi videre.

Alene i år er 8 personer blevet kvæstet i seks uheld. I fem tilfælde var det materiellet, der svigtede.

Ulykkerne er sket i Fårup Sommerland, Tivoli Friheden, Sommerland Syd og Københavns Tivoli.

MailFormDR: Kontakt

Facebook
Twitter