Politi efterlyser vidner efter eksplosion ved bandeklubhus

Ingen er kommet til skade efter kraftig eksplosion foran Black Armys klubhus i Herning, oplyser politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der har tirsdag aften været en kraftig eksplosion foran et bandeklubhus i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Eksplosionen har skadet nogle biler i området, men der er ingen tilskadekomne.

Det er gruppen Black Army, der holder til i klubhuset, men politiet ved ikke, om der var nogen klokken 20.55, da eksplosionen fandt sted.

- Vi arbejder på stedet, der i øjeblikket er afspærret, for at finde ud af, hvad der er sprunget i luften, siger vagtchef Carsten Henriksen.

- Men på nuværende tidspunkt kender vi hverken motiv, gerningsmænd, eller om det var rettet mod Black Army.

Midt- og Vestjyllands Politi vil derfor gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området.

/ritzau/