Politi har anholdt en person for at true Inger Støjberg

Inger Støjberg har ifølge politiet været udsat for trusler elektronisk.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg lagde i mandags trusler mod hende op på Facebook. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Københavns Politi har anholdt en person, som i dag bliver fremstillet i et grundlovsforhør for at have truet udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Politiet bekræfter overfor Ritzau, at truslen er kommet elektronisk, og det er altså ikke sket ved et personligt møde.

Vedkommende er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 113, stykke to, der handler om at true eller angribe politikere, kongelige eller andre med "hjemmel i forfatningen".

Lagde trusler på Facebook

Københavns Politi ønsker ikke at sige noget om den sigtedes alder eller køn. Det vides heller ikke, hvordan personen forholder sig til sigtelsen.

I mandags lagde Inger Støjberg nogle billeder op på sin Facebook-side. Billederne viste, hvordan hun blev truet i beskeder.

Om anholdelsen handler om disse trusler mod ministeren, vides ikke.

/ritzau/