Politi i Marokko anholder schweizer i sag om turistdrab

Lørdag er endnu en person blevet anholdt i sagen om drab på to skandinaviske veninder i Marokko.

Danske Louise Vesterager Jespersen og hendes veninde Maren Ueland fra Norge blev dræbt under en vandretur i Atlasbjergene i Marokko den 17. december. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

En schweizisk statsborger er lørdag blevet anholdt i Marrakesh i Marokko i forbindelse med efterforskningen af drabene på to kvindelige turister fra henholdsvis Danmark og Norge.

Det skriver det marokkanske medie TelQuel.

Danske Louise Vesterager Jespersen og hendes veninde Maren Ueland fra Norge blev dræbt under en vandretur i Atlasbjergene i Marokko.

De blev fundet døde 17. december nær landsbyen Imlil.

20 anholdte i sagen

Med den seneste anholdelse er i alt 20 personer ifølge TelQuel blevet anholdt i sagen. 15 af de anholdte skal søndag fremstilles for en dommer - de sigtes for terrorisme.

Ifølge nyhedsbureauet AFP menes den schweiziske statsborger at have givet nogle af de øvrige anholdte skydetræning samt undervisning i brug af kommunikationsværktøjer - herunder "ny teknologi".

Det fremgår af en erklæring fra anklagemyndigheden i Marokko.

Desuden har manden tilsluttet sig en "ekstremistisk ideologi", lyder det i udtalelsen fra anklagemyndigheden. Og han har været involveret i "rekrutteringen af marokkanere og personer fra Afrika syd for Sahara til udførelse af terrorplaner i Marokko".

Han bor i Marokko. Men han har - foruden schweizisk statsborgerskab - også spansk statsborgerskab.

Drabssag betragtes som terror

De marokkanske myndigheder har tidligere oplyst, at drabssagen fra Atlasbjergene betragtes som terror.

En uge inden drabene på Louise Vesterager Jespersen og Maren Ueland udsendte fire af de anholdte en video på internettet, hvor de sværger troskab til Islamisk Stat.

En af mændene på videoen - den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud - menes at være hjernen bag drabet. Det skal han ifølge de marokkanske myndigheder have begået sammen med to andre: Den 27-årige snedker Younes Ouaziyad og den 33-årige gadesælger Rachid Afatti.

Selv om de formodede gerningsmænd har erklæret støtte til Islamisk Stat, mener politiet i Marokko ikke, at ledelsen af Islamisk Stat har været involveret i planlægningen af drabene på de to turister.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk