Politi indsætter mobil station efter skyderier i Albertslund

Københavns Vestegns Politi har i dag etableret en mobil politistation i et område i Albertslund.

De seneste dages skyderier i Albertslund får nu Københavns Vestegns Politi til at tage nye midler i brug.

Politiet har således valgt at indsætte en mobil politistation i det område, hvor der siden natten til mandag er blevet skudt fire gange.

Det oplyser politiet i pressemeddelelse.

- Vi indsætter den mobile politistation, for at borgerne har mulighed for at kontakte os direkte, hvis de har informationer i forbindelse med skyderierne, og for at sikre opretholdelse af tryghed i området, siger politiinspektør Mikael Wern i pressemeddelelsen.

Den mobile politistation vil være placeret på adressen Rypehusene 1-3 og vil stå der onsdag frem til klokken 20 og igen torsdag fra klokken syv.

Trygheden skal genetableres

Skudepisoderne har ligeledes ført til, at politiet tirsdag aften indførte visitationszone i dele af Albertslund Kommune. Visitationszonen gælder frem til 1. maj.

- Vi har stor fokus på efterforskningerne. Disse skyderier skal bringes til ophør, og trygheden i området skal genetableres, siger Mikael Wern i pressemeddelelsen.

I tre af de fire skudepisoder er der blevet skudt mod det samme hus på adressen Tranehusene i Albertslund.

Tirsdag eftermiddag blev en tilfældig forbipasserende ramt i benet, da der blev skudt på Albertslundvej.

Politiet er stadig ikke sikker på, hvad motivet bag skyderierne er, men har ikke grund til at tro, at det er banderelateret, oplyser kommunikationsansvarlig Claus Buhr.

Tirsdag klokken 19.12 blev en 19-årig mand anholdt i forbindelse med skyderierne. Politiet har onsdag eftermiddag endnu ikke taget stilling til, om den unge mand skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/

Facebook
Twitter