Christiania

Politi: Intet tyder på sammenhæng mellem Christiania-nedskydning og IS-sympatier

Det Islamisk Stat-tilknyttede nyhedsbureau Amaq hævder, at Christiania-gerningsmanden skød mod politiet efter opfordring fra terrorbevægelsen.

Den formodede gerningsmand blev skudt under anholdelsen efter Christiania-skyderiet. Nu er han død. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Det Islamisk Stat-tilknyttede nyhedsbureau Amaq skriver, at en kilde oplyser, at den 25-årige formodede gerningsmand bag det voldsomme skyderi på Christiania for to dage siden var soldat for Islamisk Stat.

Samtidig lyder det fra kilden, ifølge nyhedsbureauet, at den 25-årige skulle have skudt de to betjente og en civil borger som følge af Islamisk Stats opfordringer.

- Gerningsmanden bag angrebet, der var målrettet politiet i København, er en soldat for Islamisk Stat og udførte angrebet som følge af opfordringen til at angribe lande i koalitionen, skriver Amaq.

Koalitionen henviser formentlig til den internationale koalition, som Danmark er en del af i kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Men Københavns Politi afviser en sådan sammenhæng.

- Stadig ikke noget i efterforskningen, som antyder, at gerningsmandens handlinger var påvirket af hans sympati for IS, skriver Københavns Politi her til aften på Twitter.

https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/771764349862051840

Politiet har ikke yderligere kommentarer. Heller ikke Politiets Efterretningstjeneste (PET) ønsker at udtale sig om sagen, men henviser til udtalelsen fra Københavns Politi.

Allerede i går gik Københavns Politi ud med oplysninger om, at den formodede gerningsmand tilsyneladende havde tilknytning til den radikale islamistiske gruppe Millatu Ibrahim, og at han havde sympatier for Islamisk Stat. Det skete ifølge DR's retsanalytiker Mette Mayli Albæk for at undgå misforståelser i medierne.

Terrorforsker: Klogt af dansk politi

For den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp er det ikke overraskende, at det IS-relaterede nyhedsbureau Amaq kommer med nyheden om, at der er en kobling mellem den formodede gerningsmand fra Christiania og terrorbevægelsen.

- Det er tale om klassisk propaganda. Vi har set flere gange, at Islamisk Stat har taget ansvaret for en soloterrorists handlinger. Det er en del af deres propagandastrategi.

- Det måske mest kendte eksempel var i Florida, hvor Omar Mateen dræbte mange på en klub for homoseksuelle tilbage i juni. Der fandtes ingen kobling til IS, men alligevel tog IS ansvaret på sig og producerede en video for at skabe rædsel, siger Magnus Ranstorp.

Han synes, at det er klogt, at det danske politi er tydelige omkring, at de ikke ser nogen konkret kobling.

"Det kan ikke hænge sammen"

Den danske journalist og forfatter Deniz Serinci, der har skrevet en bog om Islamisk Stat og flere gange har rejst i Irak, Syrien og Tyrkiet, tvivler også kraftigt på, at der kan være sammenhæng mellem IS og skudepisoden på Christiania forleden.

- Det kan ikke hænge sammen, for hvis han havde ladt sig inspirere af Islamisk Stat, skulle han selv gå ud og gennemføre et umotiveret angreb. Det har han ikke gjort. Han har, så vidt jeg forstår, svaret igen, da det danske politi har forsøgt at stoppe ham, siger Deniz Serinci.

Han mener, at det er desperation hos Islamisk Stat, som gør, at terrorbevægelsen melder ud, at angrebet er udført af gruppen.

- Det er en bevægelse, der er så desperat, at den tager ansvar for næsten alt. For det første kan de slippe af sted med det, fordi den formodede gerningmand nu er død, så han ikke kan sige dem imod, siger han.

- For det andet er IS meget trængt både politisk, militært og økonomisk, tilføjer han.

Derfor søger terrorbevægelsen medieopmærksomheden, mener han.

Facebook
Twitter