Fyns Politi er på vej med et stormøde for passagerer, der var med det lyntog, der forulykkede på Storebæltsbroen onsdag morgen, oplyser DR Fyn.
- Vi ved af erfaring, at der kan dukke en række spørgsmål op, når en dramatisk hændelse er kommet lidt på afstand. De spørgsmål vil vi gerne hjælpe med at besvare, så alle kan få fuld forståelse for, hvad de har oplevet i toget den morgen, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj.
Ud over politiet vil der være repræsentanter til stede fra DSB, Beredskab Fyn samt Region Syddanmark.
I alt var 131 mennesker og tre DSB-ansatte med toget, da ulykken indtraf. Otte passagerer mistede livet og 16 blev kvæstet.
Umiddelbart efter ulykken fik de passagerer, som slap uskadt fra hændelsen, tilbudt krisehjælp på et evakueringscenter i Nyborg.
Det kommende stormøde får et lidt andet fokus, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj.
- Der kan være passagerer, som har gået rundt i 14 dage og undret sig over, hvorfor myndighederne reagerede lige præcis, som de gjorde i en given situation. Vi bliver nogen gange overrasket over, hvad det er, som har betydning for folk. Nu bliver der mulighed for at få svar på det hele.
Der er endnu ikke sat en præcis dato på, hvornår stormødet finder sted. Også pårørende til passagerer får mulighed for at deltage, oplyser Fyns Politi.
/DR Nyheder/