Politiets efterforskningsenhed er nu kommet på sporet af en ny bil i forbindelse med drabet på den 21-årige Cem Aydim på Frederiksberg. Han blev tævet ihjel natten mellem den 19. og 20. januar af en gruppe unge mænd, som politiet stadig ikke har fundet.
Men nu er politiet kommet i tvivl om det ene af de to flugtkøretøjer, de efterlyste umiddelbart efter drabet.
- Vi har tidligere efterlyst en sølvfarvet BMW og en lys eller hvis Ford Mondeo, men vidner siger nu, at en af bilerne muligvis er en mørk Toyota Carina, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen til DR Nyheder.
Beder offentligheden om hjælp
På trods af det nye spor i sagen, mangler politiet stadig de afgørende spor i sagen. Indtil videre har de fået 160 henvendelser fra offentligheden, men beder om yderligere hjælp.
- Vi mangler stadig den eller de henvendelser fra nogen, som kender en af overfaldsmændene. Og jeg er sikker på, at der sidder nogen derude, som kender en af de personer, der har begået det her meget voldelige overfald, siger Jens Møller Jensen.