Politi: Moské var ikke mål for brand på Nørrebro

En voldsom brand i København menes at være opstået i et skur - og ikke bygning, som husede islamisk center.

Slukning af brandhærget bygning i Baggesensgade på Nørrebro i København, fredag den 8. maj 2020. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Det er vigtigt for Københavns Politi at berolige beboerne på Nørrebro efter en voldsom brand, der for nylig raserede en kontorbygning i bydelen.

Derfor giver vicepolitiinspektør Brian Belling fredag en status på efterforskningen af sagen.

- Branden var efter alt at dømme påsat, fortæller han.

Den skabte så store ødelæggelser, at en etagebygning efterfølgende måtte rives ned. Bygningen husede flere kontorer - herunder Dansk Islamisk Center, som både er en forening for muslimer i Danmark og en moské.

Branden fandt sted nær Dronning Louises Bro på Nørrebro i København. (© Maps4News)

Ilden bredte sig

Men intet tyder på, at branden var rettet mod Dansk Islamisk Center eller andre kontorer i bygningen, påpeger Brian Belling.

- Alt tyder på, at branden er opstået i et skur, der er placeret to meter fra selve bygningen, og derfra har ilden bredt sig.

- Det er væsentligt for os at komme ud med det budskab, at der altså ikke er noget, der tyder på, at nogen har ønsket at sætte ild til bygningen - og dermed heller ikke Dansk Islamisk Center, siger Brian Belling.

Da branden var slukket, kunne brandteknikerne ikke finde arnestedet i kontorbygningen. Arnestedet viste sig at være i skuret uden for bygningen.

Fra skuret bredte ilden sig til en opgang i kontorbygningen og videre til resten af bygningen, forklarer Brian Belling.

Der mangler stadig nogle brandtekniske erklæringer, for at politiet med sikkerhed kan fastslå, at branden var påsat.

Branden udviklede kraftig røg i mange timer, og slukningsarbejdet stod på i næsten et døgn. Hurtigt fik politiet mistanke om, at branden var påsat.

Præcis hvad, der fik politiet til at tænke i de baner, vides ikke.

Ingen kom til skade i branden, og ingen er indtil videre anholdt i sagen.

/ritzau/

Facebook
Twitter