Politi og brandfolk melder om usædvanligt rolig nytårsaften: 'Den har skilt sig ud'

Der har i år været tre fyrværkeri-angreb mod brandfolk. Sidste år skete det 17 gange.

Her fejres nytårsaften ved Dronning Louises Bro midt i København. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Langt de fleste steder i landet meldes der om en rolig nytårsaften.

I København, hvor der normalt er mange udrykninger på årets største festaften, har der været usædvanligt stille.

Generelt har folk lyttet til opfordringerne om at holde en nytårsaften på lavt blus i et forsøg på at undgå smittespredning med coronavirus, lyder det fra Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi.

- Vi kan godt være den her nytårsaften bekendt. Folk har lyttet pænt til politiet og de henvisninger, de har fået omkring coronavirus. Hvad der ellers har været af fuldemandsoptøjer er på et forventeligt niveau, siger han.

For at modvirke smittespredning havde sundhedsmyndighederne anbefalet at aflyse nytårsaftaler med personer, man ikke plejer at ses med, og at begrænse nytårsaften til den allernærmeste omgangskreds.

  • Her er folk samlet ved Tivoli i København. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)
  • Politi til stede ved Rådhuspladsen i København, der var afspærret. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)
  • Politifolk ved Rådshuspladsen, hvor der normalt er mange mennesker nytårsaften. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)
1 / 3

Omkring midnat stimlede lidt for mange mennesker sammen på Rådhuspladsen og ved Dronning Louises Bro på Nørrebro, men det blev ifølge politiet hurtigt opløst af sig selv.

- Det er gået over al forventning på den front, siger Henrik Stormer, der melder om seks anholdte i København hen over natten.

En af sagerne handler om blufærdighedskrænkelse ved Rådhuspladsen. Der blev også kastet en øldåse efter en politibil, og flere personer talte grimt til politifolk.

Færre brande

Fra Hovedstadens Beredskab er der også meldinger om en meget rolig nytårsaften. Ved firetiden i nat var der kun registreret 1.300 opkald til 1-1-2 - mod 1.950 sidste år i hele nytårsdøgnet.

- Når man tænker på, at det er nytårsaften, har det været rigtig roligt. Vi har indtil nu kørt 93 ture i hovedstadens beredskabsområde. I de otte andre områder har der sammenlagt været 155 ture. Det er væsentligt under det, vi ligger på ved nytårsaften normalt. Den har skilt sig ud, siger Michael Jonsen, der er operationschef ved alarmcentralen.

Folk har primært ringet ind om ild i containere og skraldespande. Der har også været enkelte bilbrande.

- Jeg tror, at covid-19 og vejret har været årsag til, at det har været så stille. Der har været væsentligt færre opkald og væsentligt færre ture i forhold til normalen, siger Michael Jonsen.

Tre fyrværkeri-angreb

En opgørelse fra Danske Beredskaber viser, at de kommunale beredskaber er rykket ud 389 gange nytårsnat. Til sammenligning har der de seneste fire år i gennemsnit været 507 udrykninger i nytårsdøgnet.

Ifølge Danske Beredskaber har de 1.800 brandfolk, der var på arbejde i løbet af nytårsdøgnet, haft "det roligste nytårsdøgn i mange år".

Der har i år været tre fyrværkeri-angreb mod brandfolk. Sidste år skete det hele 17 gange.

Når det handler om udrykninger til akut sygdom eller tilskadekomst, har der været nogenlunde lige så travlt som på en normal nytårsaften. Det viser tal fra landets fem regioner.

Der blev 1.045 gange ringet 1-1-2 - det er færre gange end sidste år, hvor 1.279 ringede 1-1-2. Det udløste 875 antal udrykninger med ambulancer, akutlægebiler og akutbiler. Det er færre end sidste år, hvor der var 994 kørsler.

Ifølge regionerne har der været 36 udrykninger relateret til fyrværkeri. 12 af udrykningerne handlede om øjenskader.

- Der har kun været én alvorlig tilskadekommen, og resten har været forholdsvis overfladiske læsioner, som næppe kommer til at efterlade varige mén, siger overlæge Jørgen Villumsen fra Rigshospitalet.

Desuden har der været 22 håndskader på landsplan i forbindelse med fyrværkeri. Sidste år var der henholdsvis 15 udrykninger til øjenskader og 20 udrykninger til håndskader.

I Aarhus har politiet på overvågningskameraer fulgt med i, om for mange personer forsamlede sig.

- Det er gået rigtig fint. Folk har lyttet til vores henstillinger. Det har været let at sidde på stationen og holde øje med, om der har været nogen forsamlinger, siger politikommissær Jens Rønberg.

Her var der særlig fokus på Rådhuspladsen og Store Torv centralt i byen, men politiet i Aarhus var på intet tidspunkt tvunget til at opløse forsamlinger.

Se Frederik Mønster reagere på, at politiet overvåger centrale pladser i Aarhus herunder:

Andre steder i landet har der også været småbrande - og Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 17-årig dreng for at skyde en ung pige i ryggen med et bomberør i Ringkøbing. Pigen kom ikke alvorligt til skade ved episoden.

Hos Sydjyllands Politi har der tilsyneladende også været meget roligt. På Twitter skriver de om enkelte tilfælde af brand og røgudvikling i en opgang.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter