Politi på Twitter: 'Stop med at filme ulykken på Storebælt'

En brændende lastbil får folk til at filme, mens de kører bil. Politi udskriver 'adskillige bøder'

Storebæltsbroen var tidligere lukket efter et trafikuheld på broen, hvor en lastbil stod i flammer. Siden har politiet udskrevet "adskillige" bøder til folk, som filmer ulykken, mens de kører forbi. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Tidligere i dag var Storebæltsbroen lukket på grund af et uheld, hvor en lastbil stod i brand.

Broen er nu åbnet igen, men lastbilen står stadig ved uheldsstedet og er stadig i flammer, oplyser Ehm Christensen, som er vagtchef hos Fyns Politi.

- Chassiset er for varmt til, at ilden kan blive slukket. Den kan holdes nede men ikke slukkes, siger vagtchefen.

Årsagen til branden er stadig ukendt, og vagtchefen forventer, at branden i lastbilen først vil være helt slukket omkring klokken 19 i aften.

- Der er umiddelbart tale om et dæk, som eksploderer. Men vi kan ikke komme tæt nok på lastbilen på nuværende tidspunkt til at undersøge nærmere, om det er årsagen til uheldet.

Bilister filmer ulykken i forbikørslen

Synet af den brændende lastbil er tilsyneladende noget, som 'rigtig mange' bilister gerne vil filme. Det får Fyns Politi til at komme med en advarsel på Twitter:

- Kør forbi stedet med stor forsigtighed - og lad være med at filme under kørslen. Det skaber farlige situationer for øvrige trafikanter, skriver de.

Ulykken skete omkring klokken 15, og broen åbnede igen for kørsel mod Sjælland omkrig klokken 16.

Siden klokken 16 har Fyns Politi udskrevet "adskillige bøder" til folk, som filmer ulykken, mens de kører forbi.

Allerede kort efter at broen åbnede for kørsel igen, skrev politiet ud på det sociale medie og opfordrede folk til at "køre meget forsigtigt forbi uheldsstedet".

Nu gentager de så budskabet, "fordi man ikke forstår, det er ulovligt"

- Det skaber altså nogle farlige situationer, både for de øvrige trafikanter men også for redningspersonalet på stedet, siger Ehm Christensen.

Han understreger, at det foruden at være farligt også er ulovligt at bruge mobiltelefon og køre bil på samme tid.

- Det kan irritere mig, at man ikke har forstået, at der er ulovligt, og at man skal lade være med filme uheldet under forbikørsel.

- Når man kører bil og filmer samtidig, så har man ikke rettet sin opmærksomhed på trafikken, men på det som man filmer, siger Ehm Christensen.

Facebook
Twitter